Unstoppable

Unstoppable | Twentieth Century Fox Film Corporation | Directed by Tony Scott | 2010 | | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Thomas Tog slår sig løs på skinnerne.

'Unstoppable' handler kort fortalt om et tog, der ved et uheld løber løbsk under en bortrangering. To nyligt introducerede lokomitivførere sætter deres liv på spil for at stoppe toget alt imens ledelsen begår den ene fejl efter den anden. Skrev jeg kort fortalt, så tager jeg det i mig igen, for det er handlingen. Hverken mere eller mindre.

Tony Scott instruerer, og han gør det noget mere afdæmpet end man er vant til fra den kant. Der er såmænd masser af hurtige klip, bombastisk musik og svulstig dialog, men det får aldrig lov til at dominere, som man f.eks. så det i den epileptiske 'Domino' fra 2005.

Denzel Washington spiller Denzel Washington, og det er absolut ikke dårligt. Han spiller overfor Chris Pine, der nok er mest kendt som den unge Kaptajn Kirk i seneste Star Trek reboot. Pine gør det faktisk glimrende og yder fint modspil til Washington. Ikke nogen nem opgave.

Der går ikke mange minutter før filmen og toget er oppe i fulde omdrejninger, og det stopper ikke før rulleteksterne tager over, og filmens fiktive personers videre skæbne beskrives i en kort epilog.

…Scott kan uden tvivl sit håndværk. Måske endda for godt. 'Unstoppable' føles meget rutinepræget og uden den kant, der ellers kendetegner hans film.

Actionscenerne er effektive og flere steder også spændende på den der nåede-det-i-sidste-sekund-agtige måde, men man mangler at blive grebet af en vedkommende historie og følelsen af ægte fare.

Det lykkes ganske enkelt ikke at bedøve publikum med den frygtindgydende buldren fra det førerløse godstog eller forvirre øjnene med sværmen af helikoptere, der hele tiden svæver ind foran kameraet. Den tyndbenede historie skærer for tydeligt i øjnene, og det er selv om hovedpersonerne forsøges nuanceret med diverse mildest talt underudviklede sidehistorier.

Så hellere bare give os den rene vare i stedet for at forsøge at dække over et oplæg, der havde egnet sig bedre som tv-film.

2/6 stjerner til Unstoppable