Scott Pilgrim vs. the World

Scott Pilgrim vs. the World | Universal Pictures | Directed by Edgar Wright | 2010 | 112 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Teenagedrama forklædt som platformsspil på steroider.

Den klassiske Batman-tv-serie der kørte over skærmene i slutningen af 1960'erne har ikke levet forgæves. I 'Scott Pilgrim vs. the World' er der i hvertfald rigeligt med KAPOW!, PUNCH!, BANG! og SWOOSH! når hovedpersonen Scott Pilgrim kæmper mod sin nyvundne kærligheds syv ekskærester, der hver især repræsenterer de egenskaber Scott føler han skal hamle op med for at imponere den ultra cool og lidt mystiske Ramona Flowers.

'Scott Pilgrim vs. the World' et et sandt overflødighedshorn af gyldne metaforer over alle de forhindringer, som kærligheden fører med sig, hvad enten det er i form af uregerlige og irrationelle hormoner eller uforudsigelige omgivelser. I rollen som Scott Pilgrim kunne man ikke have valgt en bedre skuespiller end Michael Cera til at personificere den evigtgyldige post-teenager, der bogstaveligt talt kæmper med indre og ydre dæmoner alt imens han prøver at holde styr på verden omkring sig.

Det er et genialt take på det klassiske teenagedrama, som instruktør Edgar Wright har skruet sammen. Sat op som et platformsspil med bonuspoint, end-of-level bad guys, ekstra liv og supervåben sendes man på en forrygende rejse ind i hormonmalstrømmen i en teenagers hjerne.

…Det lyder vildt og vanvittigt, og det er det også, men det er aldrig uden at miste hjertet i fortællingen, som er den skæve kærlighedshistorie mellem Ramona og Scott, der sikkert kan få mange til at nikke genkendende med hovedet.

Det er nemlig ikke det gængse klichefyldte teenagedrama man udsættes for. Tværtimod er Scotts mange kvaler langt mere troværdige og genkendelige end man er vant til, hvis altså man evner at se igennem den visuelle candy floss.

Scotts mange modstandere er ikke bare platformsskurke, men almindelige mennesker med forskellige evner, der hver især repræsenterer de ting, som kan medføre jalousi, misundelse og følelsen af utilstrækkelighed, når forelskelsen er på sit højeste.

Det er hamrende frækt og originalt klippet, og det er hamrende godt tænkt. Jeg kan ikke mindes at have set en film, der bare minder om 'Scott Pillgrim vs. the World'. Når det er sagt, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en film der vil dele vandene. Mange vil sikkert finde den overfladisk, larmende og ligegyldig, og fred være med det. I mine øjne er det en af de mest originale film jeg længe har set. Den låner med arme og ben fra pop-kulturen, men den gør det på sin helt egen orginale måde, og skaber sit helt eget fede univers. Hele tiden overraskende og hele tiden foran sit publikum. Hvad mere kan man ønske sig? WHOOOP!!!

5/6 stjerner til Scott Pilgrim vs. the World