Resident Evil: Afterlife – 3D

Resident Evil: Afterlife – 3D | Constantin Film Produktion | Directed by Paul W.S. Anderson | 2010 | 97 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Kynisk Hollywood-produktion skamrider et i forvejen udmattet 3D-marked.

Nå for den, Paul W.S. Anderson (‘AvP’, ‘Resident Evil’ 1, ‘Event Horizon’ og ‘Soldier’) har bedrevet endnu en glorificeret musikvideo, denne gang baseret igen igen på de særdeles populære ‘Resident Evil’ spil fra CapCom, en serie der ligesom sine protagonister nægter at dø.

Lad det være sagt med det samme, at jeg faktisk godt kan lide nogle af hans film, om end de er tyndere en lagenet hos en hollandsk prostitueret og selvom de generelt bruger mere tid på effekter og ramasjang end personskildring og fordybelse. Det er underholdning, slet og ret, med effektiv brug af MTV-klipning og technolyd.

Især film som ‘Event Horizon’ og den første Resident Evil-film er ganske udmærkede og underholdende actionbrag uden den stor dybde.

Denne film, den fjerde i serien, har nu helt og aldeles accepteret sit tilhørsforhold til spilgenren, og der er således tydelige ”levels”, ”end-of-level-baddies” og adskillige kampscener, der kun meget løseligt er hægtet sammen af sparsom dialog og dårligt skuespil.

…Plottet er ultratyndt, skuespillet er på niveau med de mange computerspil, der gør brug af både A- og B-liste skuespillere, og effekterne er ok, men ikke fremragende.

Man kan faktisk undre sig over, at en film, der er filmet i 3D er så 2-dimensionel, men fokus har været at skabe noget for fansene og de unge. Der er ikke meget dybde eller eftertænksomhed på lærredet, til gengæld har vi 3 meter høje slagsbrødrezombier med store hammerøkser (ja, det findes åbenbart!), tusindvis af zombier og masser af eksplosioner.

Filmens start er ren eksponering af hovedperson Alice, spillet med vanlig amatørisme og brug af forvirret look af Milla Jovovich, og persongalleriet omkring hende er ligeså slidt og klichéfyldt. Enkelte gode præstationer er, om end den er ret oplagt og lidt dum, Wentworth Miller (Michael fra tv-serien ‘Prison Break’), der som den eneste i et stort fængsel, hvor størstedelen af handlingen foregår, IKKE er sluppet ud. Ja, det er ironisk distance, det er faktisk lidt sjovt, ligesom det også er lidt sjovt, at en anden af filmens personer er filmproducer, og lidt af et røvhul.

Det er ”Tongue-in-cheek” humor med ironisk distance, og det er som udgangspunkt fint nok.

Plottet, nå ja, det handler om, at nogle zombier vil dræbe Alice, og det vil hun ikke have, så hun dræber dem. Og til det får hun hjælp fra nogle andre, der heller ikke vil spises, så de dræber også zombier.

Og så er Agent Smith fra ‘The Matrix’ også med. Det vil sige, han ligner, taler og agerer som Agent Smith, han er bare ikke computerprogram, han er MUTANT. Gys, gisp og nå da, han er vist lidt af en skurk, hva?

Jeg skammer mig… Jeg var faktisk til tider lidt underholdt, og jeg synes det er sjovt at se Ali Larter (der spiller Claire Redfield) blive godt og grundigt smurt ind i vand, mens hun slås, skyder og kæmper mod en af filmens mange ”end-of-level-baddies”. Jeg nød også det vilde tempo og kampene, og selvom effekterne, herunder også de efterhånden obligatoriske 3D-effekter, var ganske middelmådige, så virkede det nogle gange.

Ikke nogen køn film, helt klart en kynisk Hollywood produktion beregnet på at hive 3D kroner ud af et i forvejen 3D bombarderet publikum og bestemt ikke en film, jeg regner med at se igen. Men den var da underholdende nogle få gange og man må sige, at Andersson som instruktør ikke vil andet end at hylde spil-genren med denne live-action udgave af et computerspil.

Skal den have 2 stjerner eller 4?

Jeg ender på 2, men skær 20 år fra min alder, og så er det nok 4, alene fordi man aner de velformede bryster hos hovedpersonerne flere gange, og så er der det med vand og t-shirts, sagde jeg det?

2/6 stjerner til Resident Evil: Afterlife – 3D