Hævnen

Hævnen | Danmarks Radio (DR) | Directed by Susanne Bier | 2010 | 119 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Trods gode intentioner en alt for konstrueret og kedelig omgang.

Som henholdsvis instruktør og manuskriptforfatter har Susanne Bier og Anders Thomas Jensen lavet 'Hævnen'. En film der udfordrer den moderne civilisations idealer og moralbegreber ved at sætte spørgsmålstegn ved de accepterede handlemønstre, vi reagerer ud fra, når vi som mennesker presses ud i uønskede situationer.

I filmen følger man den udstationerede læge Anton spillet med sædvanlig stoisk ro og indre glød af Mikael Persbrandt. Anton befinder sig i et uroplaget land i Afrika, hvor han dagligt lapper de gravide kvinder sammen, som områdets tyran har skåret op for sjov. Som menneske er Anton frustreret over denne ondskab, mens han som læge forholder sig professionelt til sit virke og gør det han er bedst til. Det gælder også da tyranen pludselig står i hans lejr og kræver, at Anton tager sig af et kæmpe sår på hans ben.

Hjemme i Danmark følger vi de to 12-årige drenge Elias (søn af Anton) og Christian. Elias er plaget af mobning i skolen, hvor han dagligt ydmyges af skolens bøller. Christian derimod er overdrevent selvsikker, hvilket dækker over den frustration og afmagt han føler overfor moderens alt for tidlige død af kræft, og faderens håndtering af moderens bitterhed på sygelejet.

Da Christian ved et tilfælde kommer på tværs af en konfrontation mellem Elias og skolens bøller bliver han selv involveret. Modsat Elias, der forholder sig pacifistisk til den daglige ondskab, er Christian fast besluttet på at give deres fælles plageånder en lærestreg. I en voldsom scene, hvor han giver bøllernes leder tæsk med en cykelpumpe får han øjeblikkelig oprejsning og respekt i skolegården.

De to historier kædes sammen da Anton kommer hjem til Danmark og i en scene, hvor både Elias og Christian er til stede, forholder sig pacifistisk til en aggressiv mand der overfuser og slår ham gentagne gange. Antons mål er at lære de to drenge, at der ikke kommer noget godt ud af at synke ned på samme plan som voldspsykopaten, og at det således er ham der kan trække sig ud som sejrherre af den lille konflikt. De to drenge er overraskede og skuffede over faderens reaktion, som de ser som et nederlag i forhold til deres egen situation, hvor øje for øje-moralen synes at have haft en positiv udgang. De beslutter sig derfor for at tage hævn på voldspsykopaten.

Det er tiden i Afrika, der fungerer bedst, og som er med til at opstille den mest interessante menneskelige konflikt i filmen, da Anton i kraft af sit virke får magten over den lokale tyrans skæbne, og dermed mulighed for at stoppe hans terrorregime. Historien i Danmark virker derimod overdramatiseret, og som et forsøg på at skabe unødvendig ligevægt mellem de to konflikter. Det er synd, for det havde fungeret væsentligt bedre, hvis blot de to historier havde fået lov til at virke på hvert deres plan. Man forstår jo udemærket forskellen på de to konflikter, hvor drengenes ønske om hævn over en bagatel står for den lille, unødvendige hævn – som i dette tilfælde får store konsekvenser – mens Antons mulighed for at gøre en ende på mange menneskers lidelser står for den store og umiddelbart retfærdige hævn, der går stik imod hans pacifistiske tilgang til livet.

De fleste hovedpersoner spiller troværdigt, og der er mange stærke og tankevækkende scener i filmen, som lægger op til debat omkring vores moralbegreber, og hvad det vil sige at være civiliseret.

…Desværre falder Bier i nogle af de samme klichegrøfter som i sine tidligere film, hvilket blandt andet går ud over troværdigheden af den konflikt, der udspiller sig på børnenes skole.

For det første fordi beskrivelsen af skolens ledelse og lærere er så karrikeret og folkekomedie-agtig, at den ellers så vedkommende historie om drengenes trængsler udvandes af plat og uintelligent komik, hvilket ikke ligefrem hjælper på en i forvejen meget klodset og nærmest børnefilmsagtig fremstilling af de to drenges plageånder. For det andet fordi filmen generelt er plaget af fejl- og type-casting, som når Paw fra politiserien 'Anja Piil' pludselig sidder og forhører drengene for derefter at blive afløst af Lars Bom fra 'Strisser på Samsø' – eller Kim Bodnia dukker op med sit velkendte psykopatiske drive som den meget en-dimensionelle voldspsykopat. Det forstyrrer og er ærgerligt for en film som ‘Hævnen’, der med sin alvorlige historie ville nyde godt af lidt velplaceret tragikomik frem for malplaceret folkekomik, og en mere overraskende og overbevisende casting i de små roller frem for den unødvendige brug af kendte ansigter, der lugter langt væk af vennetjenester.

Samlet set fremstår 'Hævnen' som en noget ujævn og konstrueret, men også momentvis stærk film med en række gode temaer, hvoraf alle ikke er berørt i denne anmeldelse. Den formår aldrig at flyde sammen til et helstøbt organisk værk, men vidner om en lyst til at fortælle en god og tankevækkende historie. Det er i sig selv et plus, men desværre ikke nok til at hæve filmen over det middelmådige og enkelte steder direkte kiksede og kedelige. Både Susanne Bier og Anders Thomas Jensen har gjort det meget bedre før.

3/6 stjerner til Hævnen