Despicable Me – 3D (original tale)

Despicable Me – 3D (original tale) | Illumination Entertainment | Directed by Pierre Coffin, Chris Renaud | 2010 | 95 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Der er langt mellem de grusomme grin i triviel animationsfilm.

I 'Despicable Me', som har fået den præcise danske titel 'Grusomme mig', er hovedpersonen Gru verdens bedste forbryder (ifølge ham selv), men da den nørdede forbryderspire Vector ser dagens lys, og oven i hatten stjæler pyramiden i Giza, er Gru nødt til at finde på noget, der kan trumfe Vectors bedrift. I Grus plan indgår tre små forældreløse piger, som er lidt sværere at styre end først antaget.

'Grusomme mig' har mange problemer, men det største er, at filmen er meget lidt sjov. Der er grænser for, hvor mange gange man kan blive ved med at grine af de små gule håndlangere, der falder eller slår hinanden alt imens de fniser og ruller med øjnene. Og der er grænser for, hvor sjovt det er at se Gru – som aldrig når at blive særlig grusom – kæmpe med at holde styr på de tre piger.

Nuvel, det er filmens præmis, men det er for banalt og uoriginalt. Filmen mangler slet og ret den kant, humor og nå ja, grumhed, som kan hæve den over det middelmådige.


Sjovest er det, når man i tilbageblik ser Grus barndom, hvor moderen, lige meget hvilke geniale opfindelser den lille Gru finder på, blot trækker på skuldrene og fnyser af den lille fyr. Morsomt og med den kant og timing, som resten af filmen mangler og lægger op til med sin titel.

Det eneste grusomme ved 'Grusomme mig' er, hvor kalkuleret, forudsigelig og klichefyldt den føles. Fra de nuttede, små børn, man tvinges til at kunne lide fordi de er … øh, nuttede. Til de små, gule håndlangere som laver de samme løjer om og om igen, hver gang historien om Gru og de tre små piger ikke er sjov nok i sig selv. De er tydeligvis sat i verden med tanke på merchandise-salg, og det er der jo som sådan ikke noget nyt i. Pixar gør det også, men de har immervæk også spyttet den ene geniale animationsfilm ud efter den anden, hvor både historie og humor byder på den originalitet, 'Grusomme mig' mangler noget så grusomt.

Banaliteter til side fungerer 'Grusomme mig' da momentvis. Temaerne er fine og moralen enkel, men det hjælper ikke på filmen som helhed, når figurerne er 2-dimensionale, historien genbrugsagtig og humoren kedelig og forudsigelig.

Der skal nok være nogen, der finder ‘Grusomme mig’ sjov, og det er den da også til dels, men jeg havde forventet mig mere – især efter at have set de første trailers, hvor den timing, humor og kant jeg savner i den færdige film er fuldt tilstede.

3/6 stjerner til Despicable Me – 3D (original tale)