Toy Story 3 (Dansk tale)

Toy Story 3 (Dansk tale) | Pixar Animation Studios | Directed by Lee Unkrich | 2010 | 103 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Pixar rammer plet … igen!

Pixar har for længst bevist, at deres film rammer alle, uanset alder.

Hvor 'Up!' var en rendyrket triumf og et fantastisk eksempel på en film, der rent faktisk var animation for voksne grundet dens historie og personskildring, og hvor 'Wall-E' virkede, omend lidt træg til tider, fint som en moderne E.T., der var for både voksne og børn, så har filmene i Toy Story-serien altid været for børn.

Både et'eren og to'eren er moderne klassikere, og det var derfor med en vis uro i kroppen, at min søn på 3 og jeg gik ind i mørket for at se, hvordan og om Pixar formåede at levere endnu en klassiker i serien.

Lad mig starte med at sige, at filmen rammer plet. Rent teknisk er den i vanlig Pixar-stil, hvor animationen gang på gang bliver bedre og mere og mere realistisk. Det der gør Pixars film så specielle er, at de decideret vælger at lave forskellige stilarter i deres film, så de ikke ligner hinanden trods historien.

Det danske stemmearbejde er udmærket, og selvom jeg positivt ved, at de amerikanske stemmer (Tim Allen, Tom Hanks m.fl.) er bedre, så har de danske skuespillere jo erfaring med deres figurer fra både 1'eren og 2'eren, og det virker.

…Filmen er sjov, rørende og hyggelig, og dens budskab om barndommens ophør og overgangen til voksenlivet bliver fint portrætteret.

Det er rent faktisk sådan, at man som 35-årig faktisk bliver decideret rørt (det gjorde jeg i hvert fald!) ved filmens afslutning, når Anders, filmens ”boy-turned-man” giver sit legetøj videre med et ”tak for alt”. Man kan i filmens portræt sagtens genkende sin egen barndom og det legetøj, man var så forbandet tilknyttet, indtil damer, sprut og *** overtog tankebanerne.

Toy Story er ikke banebrydende ligesom den var, da den første kom ud. Det er ikke en unik historie ligesom 'Up!' eller 'Wall-E', det er en genkendelig og hyggelig genforening med figurer man kender, og det gør den til en perfekt børnefilm.

Der er ikke nogen tvivl om, at den kører på pumperne fsva. historien, men det gør ikke noget, når det er så professionelt og gedigent i sin udførelse. Humoren er som sagt i top og mere end én gang griner man højt over forfatternes fantasi.

Jeg vil persoligt hellere se endnu et unikt værk fra Pixar, men som popcorn-underholdning og som hyggelig søndagsarrangement for familien er den perfekt, især hvis ungerne har set de to første, for så er det gensynets glæde, der præger, og hvis man ser den sammen med sine børn, så kan man ikke undgå at blive smittet af den indlevelse, ungerne har.

De forstår ikke budskabet om barn kontra voksen, men som voksen giver det en ekstra dimension at se sine unger opleve filmen i barndommens uskyldige lys, mens man sidder med en klump i halsen og tænker tilbage på dengang, Actionman for første gang reddede lillesøsters barbier fra at blive spist af husets kat.

Good times!

5/6 stjerner til Toy Story 3 (Dansk tale)