The Sorcerer's Apprentice

The Sorcerer's Apprentice | Walt Disney Pictures | Directed by Jon Turteltaub | 2010 | 109 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Langt hen ad vejen er det lykkedes at lave en ganske hæderlig underholdningsfilm.

Nogle mennesker samler på frimærker, andre på flaskekapsler. Nogle bruger mange penge på deres hobby, andre mindre. Nicholas Cage samler på middelalderborge i Europa. Dette er sandsynligvis også årsagen til, at Cages output gennem årene har været særdeles svingende. For hver 'Lord of War' og 'Adaptation' er den en 'Bangkok Dangerous' og 'Next'.

Manden med tilknytning til Coppola-familien er da bestemt heller ikke uden evner, men derimod blot en dygtig skuespiller, der i højere grad end de fleste skuespillere spiller de roller, han har lyst til, uagtet om de er karrierefremmende eller ej.

Og man må sige, at Cage, trods massivt dårlige karrierevalg gennem tiderne, stadig er på a-listen over skuespillere, hvilket er ret handy, når ens hobby formentlig kræver store summer at opretholde!

I 'The Sorcerer's Apprentice' har Cage det tydeligvis sjovt som den kyniske og ganske habile troldmand Balthazar, der efter århundreders søgen finder den efterkommer af Merlin, der en gang for altid skal udslette den onde troldkvinde Morgana. Han finder sin lærling i form af den nørdede fysikstuderende Dave spillet af Jay Baruchel, hvis gennembrud for alvor kom med stemmearbejdet til den glimrende 'Sådan træner du din drage' fra tidligere i år.

…Resultatet af mødet mellem erfaren og uerfaren troldmand resulterer i 2 timers eksplosiv underholdning med eksplosioner, plasmabolte og biljagter i biler, der skifter form og stil flere gange undervejs.

Filmen er produceret af Jerry Bruckheimer, der tidligere har arbejdet sammen med Cage i bl.a. filmene 'National Treasure' og 'National Treasure 2 – Book of Secrets', der i øvrigt tillige begge er instrueret af Jon Turtletaub, der også står bag løjerne i denne film.

Det er klassisk Bruckheimer og dermed er det sagt, at filmen starter i 4. gear og slutter i 5.!

Der er kun begrænset tid til at lære hovedpersonerne at kende, og kun i de kortvarige stilstande mellem actionsekvenserne må man som tilskuer stakåndet forsøge at skabe et billede af, hvem hovedpersonerne er og hvad der er på spil udover naturligvis intet mindre en verdens skæbne!

Filmen starter stærkt ud med en montage fra dengang Merlin var ”the hot stuff”, hvor man ser hans tre lærlinge Balthazar, Veronica og Horvath udvikle sig i kampen mod den onde Morgana. Horvath forråder sine kolleger og en episk kamp på liv og død begynder. Herefter skifter filmen til nutiden, hvor man får et indblik i 10 årige Daves liv som nørd, hans forelskelse i Becky og hans første møde med Balthazar.

Disse scener har meget tilfælles med klassikeren 'Den uendelige historie' og man sidder med en god fornemmelse i maven. Det er hyggeligt, det er velkendt og så kommer eksplosionen og filmen hopper 10 år frem, hvor Dave er blevet en voksen nørd.

Der går ikke mange minutter, før eksplosionen igen rammer lærredet, men først når Dave kortvarigt igen at ramle ind i sin udkårne Becky, og mens de to lægger kimen til filmens romantiske krumtap, bryder bulder og brag ud igen, og kampen på liv og død fortsætter.

Filmens effekter er flotte og skuespillerne nyder åbenlyst at lege med i filmen, der generelt er en oplagt ramasjangfilm for de helt unge og opefter. Cage er som vanligt habil mens Alfred Molina stråler som den onde og underligt komiske Horvath.

Filmens problemer starter først ca. halvejs inde, hvor Bruckheimer-syndromet tager over, og actionscenerne drukner i hinanden og man som tilskuer mister interessen lidt for det, der foregår på lærredet. Den obligatoriske biljagt er underholdende nok, men igen for lang og for larmende.

Misforstå mig ikke. Filmen er faktisk underholdende og adskiller sig fra bl.a. 'National Treasure 2' ved, at den rent faktisk har et plot og nogle skuespillere, der gider spille skuespil. Hvis jeg var 14 år gammel, ville jeg sætte langt større pris på denne film, og vi må jo indrømme, at disse film var lige i øjet, da vi var i den alder.

Som filmen står nu, skal den håndværksmæssigt have 4 stjerner, da den formår at underholde og engagere, om end med skiftende effekt. De fire stjerner bliver til 5, hvis man er 10-15 år gammel og hvis man er 35 år gammel, så må den siges at være popcornunderholdning til 3 stjerner .

Det er dog enhver filmanmelders opgave at bedømme film på det håndværksmæssige niveau, og som sådan må jeg lande på 4 stjerner.

Cage behøver åbenbart ikke tænke karriere og der er åbenlyst ingen konsekvenser for ham, selvom han laver 8 dårlige film for hver god. Det er godt for ham, men skidt for os, da han som nævnt er en god skuespiller, der kunne give os meget mere, hvis han gad.

Bruckheimer har med denne film på 1 år oplevet sine første 2 økonomiske flop idet også 'Prince of Persia', der i øvrigt havde samme fejl og mangler som denne film, også floppede. Måske skal han til at lære, at publikum kræver mere end spektakel på lærredet?

4/6 stjerner til The Sorcerer's Apprentice