Revolutionary Road

Revolutionary Road | DreamWorks SKG | Directed by Sam Mendes | 2008 | 119 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Dybtfølt drama med eminente skuespillerpræstationer.

At det ikke er nemt at bo i et glansbillede, har instruktør Sam Mendes berørt flere gange gennem sin karriere, mest fremtrædende i den geniale og nærmest poetisk smukke 'American Beauty', hvor Kevin Spacey fik sit store folkelige gennembrud som manden, der havde alt, savnede noget andet og opdagede tomheden i det glansbillede, han med livet bid for bid var blevet en del af.

Filmens to bærende hovedroller spilles af henholdsvis Kate Winslet og Leonardo DiCaprio, der begge fik deres gennembrud i 'Titanic' fra 1997, hvor deres kærlighed var ungdommelig og uendelig. Denne film bruger samme skuespillere, men denne gang er de en del af et mere modent setup, en dygtigere personinstruktør og et manuskript, der for alvor viser, hvor dygtige de to er.

Der er tale om en film, hvis stemning mest af alt kan sammenlignes med et kammerspil på teatret. Alle nøglescener involverer de to personer, fra deres indledende forelskelse til portrættet af det ægteskab, der alt for længe har kørt i tomgang efter at være presset ned i de roller og de sammenhænge, samfundet i 1950'erne krævede med en arbejdende ægtemand, en smuk hjemmegående husmor og 2.0 børn med et stort, flot hus i forstæderne.

Filmen handler i bund og grund om kedsomhed og knuste drømme, og Winslets portræt af kvinden, der drømte om mere, men endte med ingenting, er smuk og nøgtern og suppleres flot af DiCaprio, nok Hollywoods mest alsidige og dygtige unge skuespiller for tiden.

Igennem filmen er der valg, knuste drømme og eksempler på, hvordan ”livet kommer i vejen”, når man mindst venter det, også selvom man ikke selv har bedt om det.

Det er fremragende udført og gennem hele filmen anvendes det klassiske fortællerværktøj, der på engelsk kaldes ”foreboding”, nemlig den altid under overfladen liggende stemning af, at noget forfærdeligt er på vej, noget ubehageligt er under opsejling og gennem hele filmen er man som tilskuer i trygge hænder, mens man utrygt følger med og håber, at det ikke bliver så slemt, som man frygter.

I en nøglescene leverer skuespilleren Michael Shannon en flot monolog. Han spiller en patient fra et mentalhospital, der er erklæret sindssyg, men det bliver hurtigt klart, at han gennem sin sindsyge ser klarere end alle andre i det krakellerende glansbillede, forstæderne er. Han kalder livet som nyttig samfundsborger i de rette (og triste kedelige rammer!) for ”hopeless emptiness”, hvilket er rammende for især Winslets figur.

Hun er ved at opgive, og denne gale mand sætter, for både Winslets og DiCaprios figurer, ord på den fortvivlelse de begge føler ved at være endt i en blindgyde, der har drænet deres følelser og skubbet dem fra hinanden.

Filmens sidste måltid er en helt igennem flot filmisk triumf, hvor Mendes for alvor formår at bruge ”foreboding” effektivt og dramatisk.

En helt igennem flot film, med dygtige skuespillere, også bi-personerne (Kathy Bates leverer som vanligt topkvalitet!) og et manuskript, der realiseres smukt af Mendes, der mestrer netop denne genre.

5/6 stjerner til Revolutionary Road