Nowhere Boy

Nowhere Boy | Ecosse Films | Directed by Sam Taylor-Wood | 2009 | 98 min | IMDb

Filmanmeldelse af Kudsk

Rørende fortælling om den unge John Lennon er ikke kun for Beatles fans.

En film om John Lennon kunne snildt blive patetisk og kun for fans. Men det bliver det heldigvis ikke.

Vi følger John Lennon fra han som teenager opdager, at hans biologiske mor altid har boet et stenkast fra det hus, han selv bor i med sin onkel og tante til at The Beatles tager til Hamburg for at forfølge deres drømme.

Historien om tilblivelsen af Beatles er ikke hovedomdrejningspunktet, nærmere en sidehistorie. Men den er der, og Lennon og McCartney konkurrerer fra første færd på charme og guitarfinter.

Hovedhistorien handler derimod om en dreng – og her er det mindre relevant, at han hedder John Lennon – der næsten har fortrængt mindet om sin mor og det svigende slag, at hun har forladt ham, da han var lille. Vi får lov at kigge med fra det tidspunkt i drengens liv, hvor hans elskede onkels død udløser en ny erkendelse, nemlig at hans mor er i live – og rent faktisk bor lige rundt om hjørnet.

Kristin Scott Thomas er storslået som Lennons følelseskolde tante. Det er hende, der har opdraget drengen. Hende han bor hos. Hende han synes er kedelig og streng. Da hun kommer hjem med budskabet om, at hans livsglade onkel er død, går Lennon hen for at kramme hende, men hun fejer ham væk med et "Så snakker vi ikke mere om det!". Og går i gang med opvasken. Til onklens begravelse ser Lennon en ung kvinde, som alle andre synes at vide, er hans mor. Han opsøger hende, og finder her ganske andre boller på suppen end hjemme hos tanten. Moren er vældig musikalsk, flyvsk og ikke mindst flirtende på en noget grænseoverskridende måde – suverænt spillet af Anne-Marie Duff. Hun lærer ham om rock’n’roll og accepterer, at han hænger hos hende og lærer at spille banjo i stedet for at gå i skole til tantens store fortrydelse. De to søstre og deres vidt forskellige personligheder og livsværdier står stejlt overfor hinanden med Lennon et sted i midten.

Moren har i mellem tiden fået en ny familie, og denne er noget mindre begejstret for det nye femte familiemedlem. Hendes mand vil gerne undgå, at hun bliver for manisk. Samtidig trænger det store spørgsmål sig selvfølgelig mere og mere på hos Lennon: Hvorfor overlod hun mig egentlig til sin søster? En dag til en fest for bandet – midt i hendes ret malplacerede forsøg på at konstant at være en uafrystelig del af Beatles-slænget – stiller Lennon endelig spørgsmålet om, hvorfor han endte hos sin tante.

Derefter oprulles en tragisk historie om to kvinders kamp, hvor en lille dreng kom i klemme. Meget rørende, relevant – og velspillet.

4/6 stjerner til Nowhere Boy