The A-Team

The A-Team | Twentieth Century Fox Film Corporation | Directed by Joe Carnahan | 2010 | 117 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Hvis du ligesom jeg er født i 70’erne, så husker du med stor glæde den dag, da vi blev introduceret til den vidunderlige verden, der hedder kabel-tv. Kanaler som Sky-Channel og Super-Channel åbnede helt nye verdner for os, og snart fik vi Tv3, der berigede os med masser af popcornunderholdning, som DR altid havde holdt sig for god til at vise os.

En af de serier, der kom frem, var The A-Team, en historie om fire ekssoldater, der grundet en korruptionsskandale blev uretmæssigt dømt for en forbrydelse og strippet for rang, titel og anseelse. Disse fire soldater var dog eliten af eliten, og sammen dannede de en lejesoldatgruppe, der hjalp folk i nød, samtidig med at de konstant var på flugt fra myndighederne og hæren.

Serien blev skabt af Stephen J. Cannell, der stod bag mange af 80’ernes serier.

Det har altid været mit indtryk, at serien var en anelse underlødig, men den har altid nydt endog meget stor respekt og kultdyrkelse, ikke mindst grundet de glimrende portrætter af de fire soldater. Serien bød på masser af action, masser af humor og stunts til alle. Ingen døde rigtigt, trods de mange skyderier og nærkampe, og serien appellerede således til både børn og voksne.

Nu er serien 20 år efter blevet lavet til film.

Og lad mig starte med at sige, jeg forventede ikke meget af filmen. Som sagt har jeg aldrig brudt mig om serien, og i traileren så det ud som om, den kunne gå begge veje.

Jeg blev positivt overrasket.

Filmen er en lang actionsekvens, afbrudt af skægge one-liners, et ganske habilt plot og masser af fantastiske påfund.

Det første der rammer én er den glimrende dialog, filmen har. Der er fundet skuespillere til rollerne som de fire soldater, der matcher de oprindelige. Der er en fantastisk kemi mellem dem og man nyder samspillet, når de mundhugges og på charmerende og effektiv vis ordner de problemer, der opstår undervejs. Man kan også nyde filmens måde at fortælle sin historie på, måden hvorpå de enkelte planer i filmen eksekveres og især på den opfindsomhed, der er lagt for dagen i filmen.

Det er en glæde at mærke, hvordan manuskriptforfatterne har nydt at udtænke de mange gale og underholdende set-pieces (flyvende tank?) og det er rent faktisk sådan, at selvom det er tomhjernet action, så er det altid med en skæv vinkel der gør, at man underholdes. Koblet sammen med den komik, der er indbygget (som dog til tider er lidt anstrengende!), så skaber det en meget underholdende film, hvor kalorierne er lette, men sjove at indtage.

Man bryder sig simpelthen om hovedpersonerne og derfor bliver action-scenerne relevante og interessante, og så gør det jo heller ikke noget, at masser af ting eksploderer og kuglerne flyver rundt omkring os.

Det er ikke et mesterværk og heller ikke en film, jeg gider se igen, men som tomhjernet actionunderholdning rammer den plet, og det har formentlig også været filmens formål.

Især en enkelt scene, hvor filmen tager hul på en kritik af hele Hollywoods 3D-circus er fantastisk morsom, ligesom filmen konstant leger med publikum på en underfundig måde.

Filmen er ikke et politisk budskab eller et portræt af krigens gru, det er derimod en flot filmet, flot udført og helt igennem tilfredsstillende oplevelse, der dog næppe vil blive hængende i filmhistorien, men som afslappende underholdning er den glimrende.

4/6 stjerner til The A-Team