Prince of Persia: The Sands of Time

Prince of Persia: The Sands of Time | Walt Disney Pictures | Directed by Mike Newell | 2010 | 116 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Bulder og brag er ikke nok til at skjule en rodet og forhastet handling.

Ørkensand, sabler, heste og gudeskønne kvinder lader til at være en udødelig cocktail, når Hollywood skal lave eventyrfilm af den gode gammeldags slags. Vi så det i den glimrende 'The Mummy' fra 1999, hvor Brendan Fraser og Rachel Weisz kæmpede side om side mod den ikke helt så uovervindelige Imhotep og for et par måneder siden i den underholdende 'Clash of the Titans', hvor stjerner som Liam Neeson, Ralph Fiennes og Gemma Arterton skinnede om kap i biografmørket. Gemma Arterton er også med i denne omgang sværd og sandal-ramasjang, og som med 'Clash of the Titans' gør hun sig igen godt på det hvide lærred.

Historien er i sin grundform taget direkte fra PC-spillet, som filmen er baseret på. En på papiret simpel historie om et ærbart folk, der bevogter selve jordens hjerte i form af et timeglas indeholdende tidens sand. Med til timeglasset hører en kniv, som gør bæreren i stand til at manipulere med tiden, og dermed ændre på begivenhedernes gang. I filmen bliver kniven på skift stjålet af forskellige personager – nogle med kendskab til knivens fulde potentiale og andre med mere kortsigtede mål. Hovedskurkens formål er ikke overraskende at udnytte knivens fulde potentiale til at ændre magtbalancen i det persiske rige – med sig selv som øverste hersker. Prins Destan spillet af en udmærket Jake Gyllenhaal og prinsesse Tamina spillet af førnævnte Gemma Arterton slår imidlertid pjalterne sammen for at tage kampen op mod denne über-skurk, som traditionen tro først viser sit rigtige ansigt hen mod slutningen, men som de mere kvikke biografgængere nok allerede har afsløret meget tidligt i filmen pga. sædvanlig Hollywood-typecasting.

Og så går det ellers over stok og sten, og sten og stok når kniven tages i brug. Vi piskes gennem den ene hæsblæsende scene efter den anden tilsat storslået og pompøs underlægningsmusik af Harry Gregson-Williams. Kniven skifter ejermand så mange gange, at jeg opgav at tælle, på lige fod med filmens hovedskurk, der aldrig forbliver den samme. Destan hopper rundt som en sindssyg præcis som i spillet, hvis han da ikke leger kispus med Tamina, så selv en tre-årig kan forstå, at der er noget under opsejling mellem de to. Der er med andre ord drøn på!


Efter en fin start med en fængende historie, fantastiske stunts og flotte, computerskabte byer går luften imidlertid af ballonen.

‘Prince of Persia’ mister sin charme og drukner i bulder og brag, der muligvis lammer tilskueren, men som på ingen måde fanger. Det hjælper lidt på det hen mod slutningen, men da er det for sent, og selvom det endelige opgør er tilfredstillende, er det bare ikke nok til at løfte filmen over gennemsnittet.

'Prince of Persia' er en vaskeægte Jerry Bruckheimer produktion. Det bliver simpelthen ikke større, vildere og mere larmende. I hænderne på en mere kyndig instruktør end Mike Newell er jeg ikke i tvivl om, at filmen kunne være blevet væsentligt bedre. Newell mangler imidlertid overblik, og det kan mærkes på filmens struktur, der virker underligt rodet og forhastet. Der er tale om en spilletid på 2 timer, så det burde have været muligt at stoppe op i ny og næ, og bruge lidt tid på at give dens underudviklede historie og figurer mere substans. I stedet får man et samlebåndsprodukt blottet for personlighed med masser af generisk action. Nuvel, det er ikke filmens mission at være dyb eller nyskabende, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg falder uden for filmens reelle målgruppe, som med garanti synes den er fantastisk. Jeg kunne bare godt have ønsket mig noget mere.

3/6 stjerner til Prince of Persia: The Sands of Time