Funny Games (original version)

Funny Games (original version) | Austrian Film Institute | Directed by Michael Haneke | 1997 | 108 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Sublim legen med publikum i isnende kold og kalkuleret thriller.

INDEHOLDER SPOILERS!

En stille aften i sensommeren 1997 sad jeg på mit kollegium og så det hedengangne filmprogram Bogart på DR. Som vanligt var jeg ikke ubetinget enig med Ole Michelsen og som vanligt var jeg noget skeptisk, da han præsenterede en ny østrigsk film med navnet 'Funny Games'. Den skulle angiveligt være så ubehagelig, at den næsten var umulig at se på. ”Nå”, tænkte jeg, det skal nok blive godt. Herefter viste han et klip fra filmen, der for altid vil sidde fastbrændt på min nethinde.
 
Hvad klippet gik ud på skal ikke dyrkes nærmere her, men lad det bare være sagt med det samme, at alene det klip gjorde, at jeg i dette tilfælde var enig med Ole Michelsen – denne film virkede bestemt ikke som rart bekendtskab.
 
Af uvisse årsager, måske angsten for at sidde oplevelsen helt igennem, fik jeg aldrig set filmen i biograferne. I de efterfølgende år fik jeg heller ikke købt den og den har, så vidt jeg ved, ikke været vist på tv. Faktum er, at jeg i 13 år gik rundt med mindet om denne ene scene i min hukommelse, vel vidende at selve filmen formentlig var langt værre.
 
I går så jeg den på DVD hjemme i stuen sammen med Gabriel her fra siden og min kone.
 
Få film er værd at vente på i 13 år, men 'Funny Games' er en ”must-see” film, der for altid vil ændre din opfattelse af, hvad filmmediet kan og hvorfor det er en særdeles relevant kunstart, der ikke skal udvandes med billige Hollywoodtricks, pengemageri og dårlige historier. Denne film var værd at vente på, selvom det var en ubehagelig og grotesk oplevelse.
 
Filmen handler i bund og grund om rendyrket ondskab, ondskab uden grænser og uden grund og ondskab udenfor samfundets normale spilleregler.
 
Plotmæssigt handler den om et ungt par og deres 8-årige søn, der kører på ferie til deres afsides beliggende sommerhus. Her møder de et par høflige unge mennesker, der hurtigt viser sig at være ganske ubehagelige bekendtskaber.
 
Filmen er en øjenåbner i forhold til den måde, vi opfatter og konsumerer vold på film. Vold er en integreret del af filmoplevelsen, og denne film sætter fokus på denne vold, men især vores, tilskuernes tilgang til volden. Det er stærke sager og filmen er mesterligt udført.
 
Filmen er instrueret af tyske Michael Haneke, der også stod bag sidste års glimrende 'Das Weisse Band', der ligeledes handler om ondskab, dog i en lidt anden form. Haneke er en formidabel instruktør, der bruger alle filmens virkemidler uden at misbruge dem.
 
Filmen er reelt filmet med et enkelt kamera, lange optagelser og close-ups, og er næsten uden musik eller chokeffekter. Der er næsten ingen blod i filmen, og de værste scener i filmen høres bare eller ligger underforstået i den dialog, der konstant sender kolde isninger ned af rygsøjlen. Aldrig har en samtale om æg skabt så meget uro og ustabilitet i mig som i denne film.
 
Det er befriende at se, at en film kan være så uroskabende og ond, uden brug af nyere tids virkemidler så som masser af blod og chokeffekter og tortur. Den nyligt udbredte genre ”torture porn”, der har ”ædelstene” som 'Hostel, 'Saw 1-300' og diverse remakes af slasherfilm under sin kappe, bruger lifligt disse effekter, men ingen af dem når denne film til sokkeholderne.
 
'Funny Games' er så udspekuleret ond, at den rent faktisk minder om tortur. Det er jo alment anerkendt, at det der knækker folk ikke er selve den fysiske tortur, men derimod tanken om den tortur, der står og venter, og det er dette virkemiddel, Haneke for alvor mestrer. Man sidder som tilskuer flere gange og mærker maven trække sig sammen, idet man ikke ved, hvad der vil ske, mens man frygter det værste.
 
Meget voldsomme scener høres bare som skrig og larm, og det sætter fantasien i friløb og skaber langt værre billeder, end dem 10 liter teaterblod eller en snedig udtænkt torturmaskine kan frembringe.
 
Igennem filmen tiltaler de to unge mennsker, psykopaterne, hinanden med navne som Tom og Jerry, Beavis og Butthead, navne, der vedrører filmiske figurer, hvis hovedformål er voldelige og afstumpede voldsepisoder. Bevares, de er underholdende, men det forkvakler vores forhold til volden, vi ser.
 
Andre navne der bruges er Peter og Paul, bibelske katolske fædre, der er en direkte kobling til instruktørens meget nihilistiske livssyn – gud hjælper ikke – heller ikke vores unge par og deres søn. Ondskaben er her for at blive, og den bliver værre og værre, også selvom vi som tilskuere konstant håber på lindring.
 
Filmen gør brug af metaniveauer så mesterligt, at man simpelthen efterlades målløs. Flere gange taler de unge personer direkte til os som tilskuere, vi bliver hevet ind i ”legen” som medskyldige, fordi vi sidder og overværer de forfærdeligheder, parret udsættes for både fysisk, men i høj grad også psykisk.
 
Især en scene, hvor det lykkes vores heltinde at skyde en af de to unge mennesker, vender os fra jubel til desperation, da den anden unge mand blot tager en remotecontrol og spoler tilbage og forhindrer drabet. Fremragende meta, der sætter os på anklagebænken, for det vi rent faktisk jublede over var drabet på en ung, psykisk syg person, i nødstilfælde ja, men det var det vi jublede over.
 
Sådan har filmen mange, mange planer, og det er simpelthen en af de bedste film, jeg nogensinde har set. Filmen er enhver dansklærers drøm, fordi den kan tolkes, tolkes og tolkes, og den giver så meget stof til eftertanke, at man ikke kan lægge den fra sig nogensinde.
 
Der gik 13 år fra jeg så den ene scene, til jeg fik mig taget sammen til at se hele filmen. Scenen glemte jeg ikke i 13 år, filmen glemmer jeg aldrig!

6/6 stjerner til Funny Games (original version)