El secreto de sus ojos – 2nd opinion

El secreto de sus ojos – 2nd opinion | 100 Bares | Directed by Juan José Campanella | 2009 | 129 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Konventionel historie sovses ind i metaforer og Holger Fortolker-symbolik.

Der er efterhånden tradition for, at vi her på filmkorn.dk skriver to anmeldelser, hvis vi er hamrende uenige om en film. Det skete med 'Avatar', som delte vandene. Med Sherlock Holmes som splittede os og nu også den Oscar-vindende 'El secreto de sus ojos'.

På de følgende linier vil jeg komme med mine argumenter for, hvorfor jeg synes filmen er stærkt overvurderet. Det er således ikke en traditionel anmeldelse, men en gennemgang af filmens svagheder.

Min gennengang kræver, at du har set filmen, da jeg ikke bruger tid på et handlingsreferat.

INDEHOLDER SPOILERS (læs ikke videre, hvis du ikke har set filmen!)
INDEHOLDER SPOILERS (læs ikke videre, hvis du ikke har set filmen!)

Overordnet set synes jeg filmen er ekstremt kedelig, hvilket også er årsagen til, at jeg kun giver den middelkarakter. Man kommer ikke ind under huden på karaktererne og dele af historien er direkte utroværdig. Filmens forsøg på at tilføje humor er ofte forfejlet, hvilket fik mig til at længes efter Coen-brødrenes sofistikerede og dybereliggende komik. Skuespillet er ganske fint, men der underspilles, så det støver, og det gør jo ikke ligefrem filmen mere spændende.

Filmens metalag som består i, at vores hovedperson forsøger at skrive en roman, der bygger på en virkelig historie, han selv var en del af, fungerer til at begynde med. Opbygningen giver mulighed for at skifte mellem filmens fortidige og nutidige historie, hvor det hovedpersonen ikke kan huske – eller slet og ret ikke ved – opdigtes. Det minder på flere områder om opbygningen af 'Atonement', der også var konstrueret af rigtige og opdigtede minder.

Langsomt går det dog op for en, at filmens umiddelbare fokus på voldtægten og mordet på den smukke Liliana kun er et redskab til at fortælle os noget vigtigere og dybere. Det står klart, at det handler om uforløst kærlighed og forskellige måder at gribe livet an på.

Og hvad er der så galt med det? Der er det galt, at det hele virker så forbandet konstrueret. Det er ganske enkelt alt for tydeligt, når filmen lægger spor ud eller bevidst fjerner brikker, som sidenhen skal udfyldes eller samles op på "raffineret" vis. Jeg påstår ikke, at jeg gennemskuede filmen efter 5 minutter. Langt fra! Men det stak mig i øjnene, hver gang filmen lagde de førnævnte spor ud. Opbygningen blev ganske enkelt alt for klodset og målrettet Holger Fortolker, som kan klappe sig selv på skulderen over at have fået det hele til at hænge sammen. Lad mig nævne et par eksempler:

Under opklaringen af mordet når vores hovedperson Benjamin og hans komiske sidekick Sandoval frem til, at morderen er passioneret fodboldtilhænger. Det leder dem til at søge efter morderen på det stadion, hvor hans yndlingshold spiller. Et stadion med plads til 80.000 fodboldfans! En nål i en høstak må man sige, men ikke desto mindre lykkes det de to at finde morderen. Utroværdigt eller blot held? Instruktøren ved selv, at det er dumt, så han lader simpelthen bare de to hovedpersoner indlede scenen med at ytre, at nu har de ledt hele fire gange på stadion uden held, hvorefter de straks finder morderen. For så er det hele jo straks meget mere troværdigt. Not!

I en anden scene, hvor den formodede morder Gomez forhøres på dommerens kontor lægger Benjamins chef og store kærlighed Irene mærke til at Gomez stirrer stift på hendes bryster, hvorefter hun med snu mine begynder et stærkt verbalt angreb på Gomez, hvor hun kalder ham en patetisk lille lort med spaghetti arme og en lille tissemand. Det får Gomez til at fare i flint, hive sin kæmpe tissemand frem og blamere sig med, hvor voldsomt han voldtog Liliana. En ekstremt klodset, utroværdig og dum scene, der blot fungerer som en slags fast forward, så morderen kan blive afsløret og filmens egentlige mål – kærlighedshistorien mellem Benjamin og Irene – kan komme videre.

Og så er der det med den forbandede dør til Irenes kontor. Døren bruges som metafor for den uforløste kærlighed mellem Benjamin og Irene. Døren lukkes nemlig, når Irene skal have vigtige samtaler og det tror hun ofte er tilfældet, når Benjamin træder ind på kontoret. Men Benjamin er jo besat af mordet, og underkuet af sin lavere status end Irene – der kommer fra en rig og indflydelsesrig familie -, så han bruger aldrig det intime rum til at erklære Irene sin kærlighed. Mon døren bliver lukket til sidst? Evt. så rulleteksterne kan køre henover?

Modsat Benjamin er Lilianas enkemand Ricardo, der viede sit liv til kærligheden, men som endte med at miste den. Hans historie fungerer parallelt med Benjamins i og med de uafhængigt af hinanden begge bruger 25 år af deres liv på at hænge sig i fortiden. Benjamin med sin besættelse af at opklare mordet og Ricardo med sin besættelse af at straffe morderen. Begge ude af stand til at få deres livs kærlighed. Ricardo af førnævnte årsager, og Benjamin, da hans elskede Irene nu er lykkeligt gift på trods af, at hun gav ham alle mulige chancer for at gøre indsigelser mod ægteskabet. Den ene mistede sin elskede til fortiden og døden, den anden til fremtiden, da Irene kom videre med sit liv. Ganske fornøjeligt, men hvorfor skulle man ledes sådan på vildspor for at nå denne konklusion? Jeg er selv tilhænger af en dekonstruktion af berettermodellen, men det skal ikke være på bekostning af den gode historie.


Filmen fremstår alt i alt som et helhjertet forsøg på at lave et dybereliggende kærlighedsdrama på en ny måde, men hvor de manglende evner til at skrive en vedkommende kærlighedshistorie er kamufleret med et trivielt krimidrama og påtagede raffinementer.

Det lugter langt væk af en matematisk historie, som sikkert har fået manuskriptforfattere og instruktør til at klappe i deres små hænder under tilblivelsen, men som jeg igen må pointere, virker alt for konstrueret på film. Jeg var skiftevis fænget af kærlighedshistorien, ved at falde i søvn over mordmysteriet, irriteret over den sommetider absurde konstruktion og slet og ret ligeglad når alt kommer til stykket. Filmen drukner i symbolik, metaforer og overførte betydninger.

Der var ingen hemmeligheder at spore i mine øjne under filmen. De udstrålede ekstrem kedsomhed.

3/6 stjerner til El secreto de sus ojos – 2nd opinion