Harry Brown

Harry Brown | Marv Films | Directed by Daniel Barber | 2009 | 103 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Michael Caine sparker røv i en til tider skræmmende fortælling om livet i en forstad.

Hvad gør man, hvis ens nabolag terroriseres af afstumpede kriminelle unge, der smadrer alt på deres vej, er ligeglade med politiet, opgivet af de sociale myndigheder og som slår din eneste ven ihjel? Du gør som pensionisten Harry Brown, der i filmen med samme navn får nok, og beslutter sig for at sætte en stopper for de unges hærgen.

Harry Brown, der i filmen spilles glimrende af altid nærværende Michael Caine, bor i en forstad til London, som er overbefolket af sociale tabere, utilpassede unge og bander, der skyder før de stikker dig med kniv. På afstand ser han dagligt, hvordan de smadrer biler, mennesker og hinanden, og hvordan de køber og sælger stoffer, våben og andre tvivlsomme handelsvarer.

Da Browns kone som har ligget på hospitalet længe ånder ud, har Brown ikke længere noget at leve for. Hans kone er død, hans eneste ven myrdet og politiet gør ingenting. De kommer ganske vist på høflighedsvisit for at fortælle Brown at vennen er død, men derefter står det klart, at politiet har større, og i deres øjne vigtigere sager at tage sig af. Det handler om prestige og procentsatser, der kan vises til offentligheden og politikerne, og som politiledelsen kan sole sig i. At en lille gruppe mennesker føler sig utrygge over at færdes i deres eget kvarter er ikke nær så vigtigt. Lyder det bekendt?


Første halvdel af 'Harry Brown' er yderst intens, skræmmende og realistisk. Som tilskuer føler man Harry Browns tiltagende vrede og fortvivlelse over tingenes tilstand, og det er svært at lade være med at drage paralleller til vores eget lille land, hvor der også findes afstumpede, narcissistiske og uhyggelige, unge "mennesker" i snart sagt ethvert samfundslag.

Hvorfor kunne man spørge, men det kommer filmen aldrig med et bud på. I stedet ødelægges den fine start, og det meget rammende tidsbillede reduceres til en klassisk sort/hvid opstilling, hvor de unges problemer og polititets prestigesnobberi falder i baggrunden til fordel for et enmandsopgør mod en hær af usympatiske, karikerede personer. Harry Brown – der for nemheds skyld er tidligere marineinfanterist – ender således med at kæmpe mod en alt for håndgribelig størrelse bestående af onde, onde gangstertyper og ikke som man kunne forvente; de utilpassede unge. Det kunne have skabt nogle interessante konflikter og lagt op til en lidt mere nuanceret slutning, der måske oven i købet kunne have dannet grundlag for debat.

'Harry Brown' starter som et interessant indspark i samfundsdebatten, og ender som en kort uforløst bemærkning omkring den meningsløse vold, der ikke kun findes i England, men i særdeleshed også på vores egne breddegrader. Jeg tror sådan set ikke, at det er filmens mening at opfordre til selvtægt, men jeg har svært ved at konkludere andet efter at have set den.

Vælger du at se filmen som en form for hyldest til Charles Bronsons og Clint Eastwoods mange selvtægtsfilm – eller Caines egen ‘Get Carter’ – er 'Harry brown' en ganske fornøjelig størrelse. Jeg nægter bare at tro, at den ikke har mere på hjerte.

3/6 stjerner til Harry Brown