De barske 70'ere

De barske 70'ere |  | Directed by  | | | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger og Gabriel

Et årti der bød på mere kanel end skidt.

Efter 1960'erne, hvor man i den franske nybølge (Nouvelle Vague) brød med Hollywoods klassiske fortællestil, og i den italienske ny-realisme (Neorealismo) fokuserede på de fattige og arbejderklassen, kan det synes som om amerikanerne har haft brug for en pendant. Med Vietnamkrigen lige i hælene, en Watergate-skandale op over begge ører og problemer med almene menneskerettigheder var de et prøvet folk, og det afspejlede sig i filmskabernes dagsorden. I stedet for at male lyserøde billeder på lærredet tog de tyren ved hornene og konfronterede publikum med den verden man normalt lukker ude, når man tager på virkelighedsflugt i biografsalens mørke. Og publikum kunne lide det.

De glamourøse og homogeniserede billeder fra tidligere årtiers film var ikke længere nok til at få det kræsne publikum til at løse billet. De krævede realisme og historier om personer, de kunne relatere til. Folk havde fået nok af dansende og syngende skuespillere, der brægede om forloren kærlighed eller krigsfilm der pyntede på virkeligheden. Verden var i oprør, og det skulle filmene afspejle.

Watergate-skandalen blev således skildret på film, kun et år efter den havde udspillet sig i virkeligheden i Alan J. Pakulas fremragende ‘All the President’s Men’ fra 1976. Francis Ford Coppolas ‘The Conversation’ fra 1974 tog overvågningssamfundet under kærlig behandling og leverede en af årtiets mest paranoide film. Vietnamkrigen og dens følger for de amerikanske soldater og deres familier blev glimrende skildret i Michael Ciminos ‘The Deer Hunter’ fra 1978, mens Coppolas ‘Apocalypse Now’ fra 1979 droppede analyserne og genskabte de amerikanske soldaters strabadser i Vietnam på hypnotisk vis. På hjemmefronten viste Martin Scorsese med ‘Taxi Driver’ fra 1976 det amerikanske samfunds skyggesider råt for usødet.


Højbudget- og kalorielettefilm blev således for en stund skubbet til side af de mere personlige film, der ofte var væsentligt billigere at producere, og som publikum strømmede til for at se. Det såkaldte nye Hollywood var opstået.

Denne amerikanske nybølge bliver ofte associeret med Dennis Hoppers 'Easy Rider' fra 1969, der med succes fangede tidsånden fra 1960’erne, hvor hippier, stoffer, kollektiver og diverse sociale problemer var på dagsordenen. Før den havde film som Mike Nichols ‘The Graduate’ fra 1967 og ‘Arthur Penns ‘Bonnie og Clyde’ fra samme år været med til at bane vejen for det nye Hollywood, hvor de unge instruktører behandlede nye emner i en helt ny stil, som adskilte sig fra den traditionelle måde at lave film på i Hollywood.

En publikumsmæssig fiasko kom til at betyde mindre for instruktørerne end det at fortælle en vedkommende historie. Resultatet blev flere unikke film, der var præcis som instruktørerne og forfatterne ønskede det. De havde med publikums stemme pludselig fået meget større frihed og kontrol over deres egne film.

I 1975 skete der imidlertid noget, da Steven Spielbergs 'Jaws' tog både publikum og kritikere med storm. 'Jaws', der oprindeligt var en lavbudgetfilm fik fantastiske tilbagemeldinger fra en række test-screenings, hvilket fik filmstudiet til at øge antallet af sale, filmen blev vist i rundt omkring i USA. Premieredatoen den 20. juni 1975 gjorde endvidere filmselskabet opmærksom på en ny guldkalv de kunne malke – sommerpremieren. Om sommeren havde folk nemlig mere tid og var mere villige til at lægge penge i billetlugen. Det resulterede i en eksplosiv indtjeningsforøgelse og en fremtidig kamp mellem filmselskaberne om at stå bag sommerens største filmhit. Summer blockbusteren var født og 'Jaws' blev til den første high concept-film inden begrebet overhovedet var opfundet. Sidenhen fulgte George Lucas med 'Star Wars' og resten er – som man siger – historie.

'Jaws' (som vi i øvrigt mener er en fremragende film) ændrede dog ikke ved, at mange store navne blev fostret i 70'erne, og selv om flere af dem sidenhen har bevæget sig over på den gyldne midterlinje, er det navne som De Palma, Coppola, Friedkin, Altman og Scorsese vi i dag kan takke for at USA ikke kun spytter popcorn-film ud, men også overrasker os i ny og næ med originale og vedkommende fortællinger.


Men for hver en Altman og Scorsese, er der en Lucas og en Spielberg, der ironisk nok tilhørte avantgarden sammen med ovennævnte navne, og som sammen ubevidst skabte blockbusteren og dermed indirekte undergravede og forrådte det arbejde, der var lagt i de originale og personlige film.

En forråelse som har ført til de tilstande, vi har i dag, hvor blockbusteren igen er i højsædet, og, hvor publikum er reduceret til popcornspisende filmkvæg, der æder alt, bare Will Smith har hovedrollen og der er mindst én computergenereret robot i filmen.

De barske 70’ere startede så godt, men endte som 1980'erne begyndte. Velkommen til årtiet, hvor ”røv” var det mest brugte ord i danske filmtiteloversættelser.

Læs om 'Røven af 80’erne' her

0/6 stjerner til De barske 70'ere