Adventureland

Adventureland | Sidney Kimmel Entertainment | Directed by Greg Mottola | 2009 | 107 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

1980’erne gengives ægte og troværdigt uden at parodiere.

Greg Mottola kom på filmlandkortet med 'Superbad' fra 2007, hvor han leverede en varm og vedkommende teenagefilm med masser af morsomme indfald, men desværre også en række alt for overdrevne og platte episoder som amerikanske ungdomsfilm ofte lider under. 'Adventureland' styrer fri af disse og er en langt mere afdæmpet, men ikke mindre morsom film baseret på Mottolas egne oplevelser.

I 'Adventureland' følger vi en gruppe college kids, der arbejder i den kiksede forlystelsespark Adventureland, hvor de fordriver tiden med at ryge pot og høre dårlige 80'er hits (bl.a. Falcos 'Rock me Amadeus' – så er du advaret!). Året er 1987.

Nyankommet er den alvorlige teenager James (Jesse Eisenberg), som egentlig burde være på vej til Europa for at holde sommerferie med sin bedste ven, men som er tvunget til at tage et sommerferiejob, da hans alkoholiske far er kommet i unåde på sit arbejde og derfor må gå ned i løn. I parken møder han en række jævnaldrende, som han hurtigt falder i hak med, hvilket nok især skyldes, at han forsyner dem med marihuana. James forelsker sig i den uligevægtige Em (Kristin Stewart fra 'Twilight'), der kun arbejder i parken for at undgå sin far og ulidelige stedmoder. Hvad James ikke ved er, at Em har en affære med parkens wanna-be musiker og handyman (Ryan Reynolds), der vist nok er gift. Det afholder dog ikke Em fra at vise en begyndende interesse for James.


'Adventureland' indeholder masser af grov humor, bræk, druk og stenede teenagere. Ingredienser som er kutyme i amerikanske ungdomsfilm, og vel egentlig også i de flestes ungdom.

Det får dog aldrig lov til at tage fokus fra filmens hovedtema, som er umodne teenagere overlæsset med ambivalente følelser de ikke ved, hvad de skal stille op med, og som får dem til at handle irrationelt og ja, umodent. En svær balancegang som lykkes langt bedre end førnævnte 'Superbad', der ikke troede på sit eget materiale og derfor tyede til unødige ekstravagante optrin for at fange sit publikum.

Ganske vist foregår 'Adventureland' i 80'erne, men ud over brugen af hits fra dette årti, er der intet ved filmen, som begrænser sig til denne periode. Tematikken er tværtimod tidsløs og fik i den grad denne anmelder til at trække på smilebåndet og krumme tæer over flere genkendelige episoder fra min egen teenagetid.

'Adventureland' er en lille film, der næppe vil trække et lige så stort publikum som 'Superbad', men den fungerer ikke desto mindre langt bedre på flere planer, og er en sjov lille tidsrejse tilbage til den gang verden endnu ikke var gået af lave…

Fremhæves skal Bill Hader og Kristen Wiig, der spiller forlystelsesparkens opsynsmænd og ejere. De stjæler hver eneste scene de er med i og udviser stort komisk talent.

4/6 stjerner til Adventureland