Wolfen

Wolfen | Film Capital Associates | Directed by Michael Wadleigh | 1981 | 115 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Gys og samfundskritik i original indpakning.

1981 var varulvens år. Hele tre film med dette tema havde premiere. Joe Dantes 'The Howling', John Landis' 'An American Werewolf in London' og Michael Wadleighs 'Wolfen'. Wadleigh er manden bag den legendariske dokumentarfilm 'Woodstock'.

Hvor de to førstnævnte film er en blanding mellem gys og komedie hæver 'Wolfen' sig over genren med et langt mere alvorligt og tankevækkende plot.

Politidektektiv Dewey Wilson – glimrende og afdæmpet spillet af Albert Finney – skal opklare to brutale mord på en bygherre og hans kone. Ingen er umiddelbart i stand til at komme med svar på hvem eller hvad, der har slået de to ihjel, så Dewey må ty til alternative metoder. Det leder ham på sporet af en gruppe indianere, der arbejder som bygningsarbejdere. De har muligvis en forbindelse til mordene, som kun er de første i en række tilsyneladende tilfældige mord begået på narkomaner, bumser og andre mindrebemidlede individer. Langsomt ser Dewey en sammenhæng, der er langt mere utrolig end noget han tidligere er stødt på i sin lange karriere, og som involverer hår fundet på ofrene. Hår der stammer fra canis lupos – ulve.

'Wolfen' tager sin historie seriøst. Baseret på Whitley Striebers roman af samme navn (på dansk 'Varulvenætter') lægger den sig tæt op af romanoplægget. Det er en såkaldt øko-thriller, der både involverer de hvides utilgivelige behandling af de indfødte amerikanere, den vestlige civilisations manglende sjæl og føling med den natur der omgiver dem og de veletableredes behandling af de syge og svage. Ganske fine temaer, der formidles subtilt og afdæmpet uden løftede pegefingre.

Filmen har masser af trykkende atmosfære. Der er rigelig med gore, som egentlig virker lidt malplaceret, og der er flere virkelig vellykkede uhyggesscener, som understøttes på fornemste vis af James Horners score. Horner har tydeligvis øvet sig i action og uhyggesmusik med 'Wolfen', som han flere steder planker node for node i sit senere score til James Camerons 'Aliens' fra 1986.

Opbygningen er måske en kende for langsom, men det vejes op af en vellykket finale, der med sin ægthed og intensitet gav mig kuldegysninger og respekt for filmagrene, som formår at styre 95% uden om billige effekter og makeup og i stedet tyr til intelligent kamera- og klippearbejde.

'Wolfen' der tabte kampen mod de to andre langt mere kulørte varulvefilm samme år, har meget mere at byde på end de to. Den floppede fælt i 1981 og er sidenhen blevet glemt, men med Warner Brothers udgivelse på dvd, er det blevet muligt at se filmen igen. Og det i en ganske fin udgave med flot bredt billede i formatet 2.35:1.

Filmen fortjener ros for sit tema og seriøse tone, og for sin originale behandling af en gammel genre, der med 'Wolfen' virker langt mere troværdig. Skuespillet er solidt hele vejen igennem, og Wadleighs instruktion ganske sikker på trods af at det var hans debut som spillefilmsinstruktør. Han har ikke lavet film siden, og arbejder nu som buschauffør i Ohio, USA…

Som en lille kuriositet kan jeg fortælle, at det ikke kun er James Horner, der låner dele af sit eget score i en senere film, men at også 'Predator' fra 1987 låner sin visuelle stil fra 'Wolfen'. Det såkaldte varmesyn og den forstærkede hørelse predator bruger til at jage med, er skamløst planket direkte fra 'Wolfen'.

4/6 stjerner til Wolfen