The Lovely Bones

The Lovely Bones | DreamWorks SKG | Directed by Peter Jackson | 2009 | 136 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Atmosfæremættet spirituel filmoplevelse med noget på hjerte.

Efter successerne med Ringenes Herre filmene. Et projekt der tog over 10 år for Peter Jackson at lave, valgte han endnu et stort projekt i form af 'King Kong', der også trak filmiske tænder ud. Men hvor Ringenes Herre filmene var deciderede mesterværker, så viste 'King Kong' tegn på, at Jackson var begyndt at blive lidt træt. Filmen var for lang og for ustruktureret, selvom instruktørens evner gjorde, at filmen trods alt også var underholdende og spændende.

Efter 10-12 års opslidende arbejde med store Hollywood blockbusters valgte Jackson sammen med sine sædvanlige samarbejdspartnere Fran Walsh og Phillipa Boyens, at lave en markant mindre film, både hvad angår budget og omfang, men også i historie og scope.

Sammen satte de sig ned og skrev screenplayet til 'The Lovely Bones', en anerkendt men relativt ukendt roman af Alice Sebold.

Filmen handler om en pige, der i 1973 myrdes, hvorefter hun hænger fast i ”The In-Between”, fanget mellem to verdener, mens såvel hun som hendes familie og omgangskreds slås med mindet om hende og bearbejdelsen af tabet. Så simpelt kan filmen beskrives, og mere er ikke nødvendigt at fortælle om plottet! Det er faktisk sådan, som det gamle engelske ordsprog siger, ”less is more”.

Filmen har generelt fået en hård medfart i såvel medier som på fansider. Efter at have set filmen må jeg sige, at anmelderne i mine øjne fuldstændig har overset pointen i filmen. Filmen er ikke en spøgelseshistorie og det er ikke en massemorder-film i stil med 'Seven' eller 'Ondskabens Øjne'. Den indeholder ikke rigtig nogen chokeffekter som 'Den 6. Sans', og den er betydeligt mindre blodig end mange af nyere tids film, hvor det grafiske ofte tager overhånd. Den handler heller ikke om en menneskejagt på en ond, sadistisk morder, selvom det må siges, at Stanley Tuccis dræber bliver spillet med overskud og tilpas afmålt kulde (med rette nomineret til en oscar!) til at sende kuldegysninger ned af ryggen flere gange.

Filmen handler i bund og grund om tab og bearbejdelsen af tabet. Den handler om at give slip og indse, at livet er en gave, og når det ender for nogle, så fortsætter det for andre.

Hvis man forventer en drabelig gyser eller en thriller, så misser man pointen og vil givetvis kede sig over filmen, især dens (nogle gange lidt for) lange drømmesekvenser, hvor den myrdede pige bevæger sig rundt i åndeverdenen. Pigen spillles med stor overbevisning af Saoirse Ronan (fra den glimrende 'Atonement') og på alle pladser yders der fine nuancerede præstationer (Mark Wahlberg er stadig lidt træmand, men et eller andet kan han, for man kan sgu meget godt lide manden, uanset hans mangelfulde præstationer). Susan Sarandon spiller en kort, men vigtig, rolle som den alkoholiserede bedstemor, der forsøger at holde familien samlet efter katastrofen.

Alt i alt er The Lovely Bones en fin, stille og underspillet film om tab, og den skal ses som en personlig film om netop dette emne. Det er unfair, hvis man dømmer filmen på baggrund af forkerte forventninger på grund af instruktørens fortid med bulder, chok, effekter og brag. I den forbindelse vil jeg slutteligt henvise alle til at se Peter Jacksons 'Heavenly Creatures', der faktisk minder meget om denne film.

'The Lovely Bones' er en god film, ikke et mesterværk, og dens historie bæres i de fine præstationer fra skuespillerne og instruktionen, der er dygtig og rolig. Til tider poetisk, til tider for lang, men stadig en film der bør ses, hvis man har brug for en spirituel filmoplevelse med noget på hjerte.

4/6 stjerner til The Lovely Bones