Rachel Getting Married

Rachel Getting Married | Clinica Estetico | Directed by Jonathan Demme | 2008 | 113 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Ægte og nærværende amerikansk film med sublimt spil af Anne Hathaway.

Det er svært at se, at 'Rachel Getting Married' er instrueret af den samme mand, som gav os 'Ondskabens øjne'. Hvor førnævnte film udstrålede Hollywood i yderste potens, er 'Rachel Getting Married' anderledes afdæmpet og autentisk. Man føler ikke, at man har set en film, når den er færdig, men at man har været vidne til et øjeblik i nogle virkelige menneskers liv.

Til at begynde med havde jeg svært ved at håndtere filmen, og var lige ved at sætte en anden på. Skuespillet virkede overgearet, karaktererne irriterende og kameraføringen kvalmende dogmeagtig. På trods af det valgte jeg at give filmen en chance og efter et stykke tid, gav det hele mening.

Den tidligere narkoman Kym (Anne Hathaway) tager et par dage fri fra behandlingshjemmet for at komme til sin søster Rachels bryllup. Vel ankommet til familiens hjem står det klart, at de to søskende elsker hinanden meget højt, og at Rachel sætter stor pris på, at Kym er dukket op til brylluppet. Glæden er dog kortvarig. Langsomt går det nemlig op for Kym, at hendes familie har svært ved at håndtere hendes tilstedeværelse, og at den umiddelbart så åbne, ukonventionelle og glade familie har flere revner i overfladen end den giver udtryk for. Revner som tilsyneladende skyldes Kym.

Faderen nærer konstant mistro til Kym, som han implicit ikke tror kan tage vare på sig selv på trods af, at hun har været clean i 9 måneder. Søsteren Rachel viser mistillid til Kym ved at vælge en veninde som brudepige frem for Kym, som hun åbenbart ikke regnede med ville dukke op, og moderen, som ikke længere er gift med faderen, har en underlig kølig distance til både brylluppet og sine børn.

Kym, der i årevis har været i terapi for sit misbrug er i modsætning til resten af familien vant til at tale om tingene. Uden hensyntagen til familiens bryllupsforberedelser, begynder hun derfor at tage fat på de problemer, hun konfronteres med, hvilket blandt andet udmønter sig i en voldsom diskussion med søsteren, der hele sit liv har været et dydsmønster, men som alligevel har stået i skyggen af Kym, der pga. sit misbrug har fået al opmærksomheden fra forældrene. Diskussionen bliver dog aldrig færdig, da Rachel midt i det hele kommer med en nyhed, som får diskussion til at tabe pusten, dele af familien til at juble, og Kym til at fare i flint over familiens evne til pludselig at skifte emne, og lade som om ingenting er hændt. En central scene der på mange måder afspejler essensen af familiens problemer, og som viser filmens evne til på nuanceret vis at afbilde en familie med masser af skeletter i skabet.


Dialogen virker improviseret og dermed hyper realistisk, mens skuespillet er af så høj karakter, at man, som jeg indledte med at skrive i denne anmeldelse, ikke føler at man ser en film, men rigtige mennesker i en rigtig verden.

Denne autencitet understøttes af en lang række klip, som umiddelbart kan virke ligegyldige for historien, men som de fleste vil kunne nikke genkendende til som en obligatorisk del af ethvert bryllup, alt imens en række festlige optrin er med til at bløde alvoren op, uden at det på nogen måde føles påklistret – det er en del af den virkelighed man præsenteres for.


Fremhæves skal især Anne Hathaway, der spiller intet mindre end fremragende, og som i den grad fortjener en fantastisk karriere, efter at hun i 'Rachel Getting Married' har bevist, at hun er i stand til at spille andet end nuttet prinsesse i Disney-film.

Filmens største styrke er imidlertid dens evne til at tage fat på en række velkendte problematikker på en subtil og ægte måde, så man får en fornemmelse af at revnerne i overfladen ganske vist glattes ud hist og her, men at også nye revner opstår. Det er fremragende filmkunst, der vidner om en instruktør med et enormt overblik og en stor psykologisk indsigt, såvel som en manuskripforfatter (Jenny Lumet) med en fantastisk evne til at skildre virkelige mennesker i virkelige situationer uden at forfalde til moraliseren, Hollywood-agtige glansbilledkonklusioner eller konstruerede handlingsforløb. Det hele hænger sammen, og det hele giver mening uden at man på nogen måde får noget forærende, og uden at filmen på nogen måde samler alle løse ender. Det er med andre ord realistisk.

Du skylder dig selv at se 'Rachel Getting Married', der udover at være en fremragende film for en gang skyld også giver os et billede af en helt almindelig amerikansk familie uden på nogen måde at polarisere. De medvirkende er således hverken gode eller onde, rigtige eller forkerte, men nuancerede mennesker med alt, hvad det indebærer.

5/6 stjerner til Rachel Getting Married