Once Upon a Time in the West

Once Upon a Time in the West | Finanzia San Marco | Directed by Sergio Leone | 1968 | 175 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Westernklassiker får nyt liv på det store lærred – for en stund.

Denne film har været en del af filmhistorien i snart 4 årtier, men den fik et velfortjent comeback sidste år, takket være en nyrestaureret udgave af filmen.

Filmen er umiddelbart en klassisk western instrueret af mesteren selv, Sergio Leone med henholdsvis Henry Fonda og Charles Bronson i rollerne som skurk og helt.

Men dette er ikke en normal western. Og Fonda og Bronson spiller ikke deres normale roller.

Bronson leverer en underspillet og stille præstation som Harmonica, den obligatoriske ener, der leder efter hævn. Det meste af tiden foregår hans kommunikation via hans harmonika, deraf navnet, og lyden af denne signalerer altid forandring. Forandring i forhold, forandring af muligheder eller forandring af skæbner.

Det er svært at tro, at denne karismatiske skuespiller (der altid har været særdeles undervurderet i Hollywood!) er den samme mand, der efterfølgende i 80'erne ville lave en serie af underlødige og ligegyldige ”Deathwish” film (En mand ser rødt filmene).
Fonda bliver, stik imod sine sædvanlige roller, i denne film castet som en koldblodig og kynisk morder, hvis isblå øjne borer sig ind i sjælen på sine ofre kort før de trækker deres sidste åndedrag. Fremragende!

Og når vi nu er ved skuespillerne, så skal Jason Robards også fremhæves for sin anti-helt ”Cheyenne”. Sjov, underfundig og med masser af gyldne replikker undervejs.

Efter den fantastiske og fejende flotte åbningsscene indeholdene skuespilleren Jack Elam ved en togstation, en meget vedholdende flue og Bronsons ankomst, går dramaet i gang. Det er et multifacetteret drama, der har inspireret adskillige film igennem årene, kopieret i stor stil, men aldrig overgået.

Dramaet er centreret omkring en detroniseret bymagnat (Gabriele Ferzetti), der er ved at bygge en jernbane på tværs af det gamle vesten. Hans vej gennem det støvede landskab blokeres dog af McBain (Frank Wolff), der har et stykke land, som Morton er nødt til at få fat på, men ikke kan få, hvorfor Morton sender den brutale Frank (Fonda) afsted for at afslutte handlen. Med pistoler!

Da McBains enke, Jill (spillet af den guddommeligt smukke Claudia Cardinale) arver landstykket efter Frank har skudt McBain, begynder et smukt opstillet drama at udfolde sig. Det ville være let for Frank bare at skyde Jill, men ankomsten af Harmonica (Bronson) og dennes nyfundne allierede Cheyenne (Jason Robards) hæver indsatsen.

Filmens smukkeste beskyttes således mod filmens grimmeste af filmens to mest beskidte. Sådan!

Det er det smukke ved filmens historie. Alle har en dagsorden. Både skjulte og åbne, og alle dagsordener skifter undervejs i filmen, så man aldrig er foran historien, men bare nyder at følge med for at se, hvad der sker næst.

Det der følger ligner mere et støvet spil skak end et westernopgør, når helte, antihelte og skurke ramler sammen i Leones solblege verden af lange skygger.

Du behøver ikke være filmfreak for at vide, at instruktøren Leones berømmelse startede med en serie af westerns i 60'erne, begyndende med den såkaldte ”Dollars trilogi”, der proppellerede Clint Eastwood til berømmelse.

Dette er den sidste film i hans westernperiode, og selvom Clinten mangler, og pacingen nogle gange kunne trænge til en opstramning, som mange af Leones film, så mister denne film aldrig sin appel.

Mens mange af denne slags film er pessimistiske undskyldninger for skyderi og blodsudgydelser, så er ‘C'era una volta il vest’ (for at nævne filmens italienske titel) givetvis en af de mere optimistiske af slagsen. Du kan som seer ikke undgå at blive glædet af filmen, og når du når til den karakteristiske og ganske bizarre rulletekst, så har du nydt turen.

En af grundene til filmens holdbarhed og storhed, udover fremragende skuespilspræstationer og instruktion, er i høj grad filmens screenwriters, nemlig Dario Argento, der er bedst kendt for sine banebrydende gyser/horrorfilm og Bernardo Bertolucci, der er kendt for sine store dramaer med film som ‘Den sidste kejser’.

I forening med Leone har disse to leveret et solidt manuskript med flere forviklinger end en tallerken spaghetti og en dialog med fylde som en rig bolognesesovs (undskyld de fortærskede metaforer!). Især Fonda leverer flere klassiske linjer som bl.a. ”People scare easier when they're dyin'” og ”How can you trust a man who wears both a belt and suspenders? The man can't even trust his own pants”. Klassisk 😀

Ennio Morricones soundtrack er blandt hans bedste, og en musikalsk bekræftelse af mandens evner som komponist. Selvom noget af hans nyere filmarbejde har virket en anelse ude af fokus, eksempelvis ‘Mission to Mars’, så er han stadig en af filmhistoriens største Maestros.

En unik filmoplevelse, der heldigvis blev oplevet på det store lærred, hvor dens fejende flotte billeder kan nydes i glorværdig Cinemascope og i amazing technicolour, som det var meningen for 40 år siden, da mesterværket blev skabt!

6/6 stjerner til Once Upon a Time in the West