Filmens årtier

Filmens årtier |  | Directed by  | | | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel og Hugger

Film har altid haft et karakteristisk særpræg. Hvert årti har dets eget kendetegn. Her følger en kort gennemgang af de forskellige årtier.

1920’erne var stumfilmenes årti, hvor vi blev dus med komikere som Charlie Chaplin og Buster Keaton i den lette ende, mens tyske Fritz Lang og danske T. H. Dreyer dominerede den tunge ende. Det var også begyndelsen på Hollywoods dominans, hvor superstjerner som Rudolph Valentino, Lon Chaney og Douglas Fairbanks gjorde deres entre, mens vi i Danmark havde to verdensstjerner i form af komikerparret Fy og Bi.

I 1930’erne var det glitrende musicals, familiefilm og skøre komedier som 'Gøg og Gokke' og 'The Three Stooge's', ligesom Disney for alvor kom på banen og gjorde tegnefilm til hvermandseje. Men også monsterfilm så som Dracula og Frankenstein så dagens lys, hvor Bela Lugosi og Boris Karloff respektivt udødeliggjorde disse ikoniske monstre. James Cagney satte i dette årti standarden for, hvordan en hårdkogt gangster skal spilles, mens Howard Hawks begejstrede selveste Al Capone med gangsterfilmen 'Scarface'.

I 1940’erne slog en ny tone an i takt med de dystre år i Europa, og film noir gjorde sit indtog med klassikere som 'Cassablanca' og 'Malthese Falcon' – begge med Humphrey Bogart. På den mere publikumsvenlige fløj begyndte westerngenren at røre på sig med John Ford i spidsen.

1950’erne vil blive husket for de store dramaer, thrillers og gys, hvor mesteren selv, Hitchcock, sad trygt på tronen, mens japansk film begyndte at røre på sig med Kurosawa ved roret. Desuden begyndte science fiction som genre for alvor at finde indpas i denne koldkrigstid. Filmene var ofte allegorier over datidens største frygt – atombomben. Den seriøse ungdomsfilm dukkede op i slutningen af årtiet, hvor ikonet James Dean for en kort periode satte ord og billeder på datidens unges frustrationer. Det gjorde han samtidig med en af vor tids største skuespillere Marlon Brando, der i dette årti for alvor blev kendt.

Da vi nåede 1960’erne så biografgængerne store, episke technicolour populærfilm som 'Lawrence of Arabia', 'Ben Hur' og 'De Ti bud', ligesom science fiction-genren blev ved med at blomstre med den udødelige klassiker 'Abernes Planet' som fornemste eksempel. Hovedårsagen til de "store" formater skyldtes tv'ets indtog i de små hjem. Biograferne skulle have noget at konkurrere med og det blev med de brede billeder (Cinemascope), at det skulle gøres. 60'erne var også årtiet, hvor den franske nybølge (La Nouvelle Vague) var med til at ændre den gængse opfattelse af, hvordan en film kan konstrueres – måske den allervigtigste filmbegivenhed i dette årti.

Guldalderen i 1970’erne skulle blive kendetegnet ved respektløse instruktører, der ville sætte deres egen dagsorden i Hollywood, og instruktører som Altman, Scorsese, Polanski, Coppola, Spielberg, Bogdanovich, Hooper og De Palma lavede i dette årti skelsættende og unikke film, der for alvor ændrede det filmiske udtryk i det bornerte USA.

Blockbusteren blev et begreb, som Spielbergs 'Dødens Gab' var med til at skabe, hvilket skulle vise sig at være både godt og skidt for filmen som fortællemedie. 'Star Wars' åbnede i 1977 og cementerede dette nye begreb såvel som George Lucas som super-producer. I Danmark var det stadigvæk sengekantsfilm og andre lystspil, der dominerede de meget velbesøgte danske biografer, hvor film som Olsen Banden snildt kunne trække over en million danskere i biografen.

På hjemmebiofronten var 70'erne årtiet, hvor især USA og Japan tog vel imod det dengang meget futuristiske videoformat Laserdisken (en forløber til CD'en og DVD'en) mens det i Europa stadigvæk var Betamax der lavede båndsalat i videomaskinen, og gav hård hud på tommelfingeren, når tracking-hjulet skulle drejes.

Efter dette filmens gyldne årti, kom 1980’erne med et modspil i form af teenagekomedier, slasherfilm, sleaze og masser af blockbusters med kæmpebudgetter. Årtiet som sådan havde mere skidt end kanel at byde på, men man kan ikke lade være med at blive underholdt af mange af filmene fra disse år, især hvis man er vokset op med dem. Det er også værd at bemærke dette årtis politisk ukorrekte islæt. Der var både plads til mandschauvinisme, masser af nøgne piger og fyord så som neger (eks. ‘Bossen og bumsen’ med Eddie Murphy).

De film der alligevel var for hardcore til biografpublikummet kunne man bare leje på VHS (og for en rum tid endnu Betamax) hos den lokale videopusher.

Som en reaktion på 1980’ernes korttidsholdbare film, skulle 1990’erne vise sig at være det årti, hvor indie-filmen for alvor gik mainstream, og hvor mange instruktører igen tog afstand fra Hollywoods overfladiske og effektjagende fortællesskabelon.

Dansk film var frontløber for denne lille revolution med dogme-filmene og kom således igen på verdenskortet (vi havde bortset fra et par Oscar-statuetter været fraværende siden Dreyer) med de fire dogmebrødres fokus på historie frem for lir (det er således dem, vi kan takke for, at man ikke kan se en skid af, hvad der foregår i mange senere actionfilm, der tog realismen ved det håndholdte og bevidst rystede kamera til sig).

CGI blev troværdigt i 90'erne med klassikeren 'Jurassic Park', hvor Spielberg igen formåede at rykke ved vores opfattelse af, hvad der kunne lade sig gøre i biografmørket. Desværre blev der ikke lagt den samme omhu i de mange efterfølgende CGI-orgier, der var langt fra lige så overbevisende.

90'erne var årtiet, hvor vi blev introduceret for det nye hjemmebioformat DVD'en.

00’erne har været et spændende, men ikke synderligt skelsættende filmårti. De fleste film er stadig skåret over samme læst med konfliktoptrapning, point of no return og klimaks, mens det visuelle udtryk er oppet i takt med de faldende computerpriser, der har gjort det muligt for snart sagt ethvert lavbudgetfilmstudie, at lave film der ligner en million med professionel klipning, colorgrading og surround sound til næsten ingen penge.

Måske som et modspil til dette lavede Lars von Trier 'Dogville' for igen at gøre opmærksom på, at det er historien og ikke filmens indpakning, der skal være i fokus. Det blev der sat fed streg under med kridt.

En genre der især nød godt af 00'erne var superheltegenren. De fastelavnsklædte superhelte blev pludselig taget seriøst og vi fik glimrende film om 'Spider-Man', 'Batman' og 'X-Men' til følge. I det hele taget var det et godt årti for tegneseriefilmatiseringer i og med film som 'Sin City', '300' og 'Watchmen' formåede at imponere både publikum og kritikere med deres kompromisløse visuelle fortællestil.

00'erne var også årtiet, hvor 3D skulle få revanche efter en række mislykkede forsøg i det forrige århundrede. Dette blev fuldendt med James Camerons 'Avatar', der med sin blanding af hyperrealistisk CGI og 3D blev et lige så skelsættende filmisk fænomen som 'Jurassic Park' var det i 90'erne.

Som arvtager til DVD'en kom Blu-ray med fem gange så høj billedopløsning, ukomprimeret lyd og muligheden for et double-dip eller fem, ligesom de fleste billedrørs-tv blev udskiftet med fladskærme eller projektorer.

Det bliver spændende at se, hvad de næste årtier har at byde på.

0/6 stjerner til Filmens årtier