The Wolfman

The Wolfman | Universal Pictures | Directed by Joe Johnston | 2010 | 103 min | 119 min (unrated directors cut) | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Kold og uengagerende varulvefilm formår ikke at tilføje noget nyt til genren.

Lad det være sagt med det samme. Ulvemanden har i mine øjne altid været et af de svageste af Universal Studios selvopfundne monstre fra 1940'erne. Det har muligvis skræmt livet af 40'ernes jomfruelige publikum ud i skrækfilm, men i dag kan man ikke andet end grine af det. Der skal mere til end en for datiden imponerende ansigtsmake-up og lidt hår, der stikker ud af skjorteærmerne.

Nuvel, det var i 1940'erne. I 1981 så John Landis' 'An American Werewolf from London' dagens lys, og min holdning til varulvefilm blev for evigt ændret. Med fantastiske make-up-effekter af Rick Baker, en stærk selvironisk distance til emnet og en vanvittig uhyggelig start, blev filmen en mega-succes, og er efter min mening en af de bedste og mest skræmmende film i genren, om end den ikke udelukkende er ældet med ynde.

Vi er nu i år 2010 og en genindspilning af 'The Wolf Man' fra 1941 er dukket op. Der er tale om Joe Johnstons 'The Wolfman' med Benicio Del Toro i hovedrollen. Et personligt projekt for Del Toro, der har kæmpet i mange år for at få filmen lavet.

Har det været kampen værd?

Filmen starter godt. Efter en kort lille intro, hvor en ukendt mand flænses af en varulv, introduceres vi for filmens forskellige karakterer. Det tager små 5 minutter. Derefter følger filmens absolut mest effektive scene i en sigøjnerlejr, hvor ulvemanden er løs. En hamrende intens og ultra blodig sekvens, hvor vores kære varulv bevæger sig så afsindigt hurtigt rundt i skyggerne, at den rent faktisk føles skræmmende. En lovende start!

Historien er simpel. Vores hovedperson Lawrence Talbot spillet af Benicio Del Toro er rejst til sit barndomshjem i England efter flere år i Amerika, hvor han har levet af at være skuespiller. Hans bror er nemlig blevet dræbt på voldsom og uforklarlig (?) vis, så Lawrence sætter sig for at finde sin broders morder, alt imens han har underlige følelseskolde samtaler med sin mystiske far – spillet af Anthony Hopkins. I sin jagt på morderen, som selvfølgelig foregår ved fuldmåne, bliver Lawrence bidt af en varulv, men overlever angrebet. Broderens forlovede, der stadig befinder sig på faderens landsted, tager sig kærligt af Lawrence, som alle tror ligger for døden, men noget er helt galt. De voldsomme sår heler med uhyggelig hast, hans hørelse skærpes og han får umenneskelig styrke. Han er ved at forvandle sig til en varulv!


Alt sammen meget godt; problemet er bare, at man som publikum er skide lige glad med det hele. Filmen føles som en kage, der ikke er bagt helt færdig.

Alle de rette ingredienser er ellers tilstede: Billeder af en mørk skov, en truende fuldmåne og nøgne træer – tjek!. Lydeffekter af knurrende bæster og knogler der splintrer – tjek!. Uhyggelig musik og skuespillere der ser skræmte ud – tjek!. Det nytter bare intet, når det hele virker så halvhjertet. Som tilskuer mister man ganske enkelt interessen for karaktererne og distanceres mere og mere til det, der foregår på lærredet. Danny Elfmans meget bombastiske score gør ellers alt for at overbevise os om, at noget andet er tilfældet. Der er ingen tvivl om, hvornår musikken mener, at filmen er uhyggelig, rørende eller smuk. Problemet er bare at man på intet tidspunkt føler det som musikken udtrykker.

Hvem skal så have skylden for denne fesne omgang? Instruktør Joe Johnston er ganske vist ikke dygtig nok til at få de stille scener mellem actionsekvenserne til at fungere, og som med hans tidligere film (‘Jumanji’, ‘Jurassic Park 3’, ‘Rocketeer’ m.fl.) ender 'The Wolfman' som ren overflade uden substans. Johnston sprang imidlertid først til på projektet tre uger før filmen var færdig, så problemet skal nok ikke placeres på hans skuldre alene.

'The Wolfman' fungerer ganske enkelt ikke. For det første på grund af den manglende indlevelse, som netop beskrevet, og for det andet på grund af dens insisteren på at være tro mod oplægget, som immervæk er fra 1941. Come on guys (and girls); vi er i år 2010. Et moderne publikum kræver mere end det. Ikke i form af en opdatering som den forfærdelige 'Wolf' med Jack Nicholson, men i det mindste nogle veludviklede karakterer og en god historie, der også kan nydes af nutidens publikum. Effekterne ved vi godt I kan forbedre, men de er ikke engang synderligt imponerende anno 2010. Flere steder er de faktisk direkte dårlige.

Bedst er Hugo Weaving i rollen som Scotland Yard-inspektøren Abberline. Han kan som altid levere sine replikker med tyngde og overbevisning, men det ændrer ikke ved, at 'The Wolfman' hyler forgæves mod månen.

2/6 stjerner til The Wolfman