Edge of Darkness

Edge of Darkness | Warner Bros. Pictures | Directed by Martin Campbell | 2009 | 117 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Genindspilning af tv-serie fra 1980’erne falder til jorden med et brag.

Filmen begynder godt. En intens og voldsom startscene sætter tonen an straks, og man føler den smerte, der følger. Men så går det galt!

'Edge of Darkness' er baseret på en BBC-serie med samme navn fra 1985. Den gang blev hovedrollen spillet af Bob Peck, mens instruktionen blev klaret af Martin Campbell, der også står bag denne filmatisering. Jeg har ikke selv set serien, men på nettet kan man læse om den, og det virker som om den undgik alle de faldgruber filmversionen uelegant falder ned i.

'Edge of Darkness' opbygning og stil minder meget om de gode gamle film fra 70’erne, hvor plottet får tid at udfolde sig, og hvor der rent faktisk er et plot, der er værd at følge med i. Men her stopper sammenligningen. Filmens historie kan slet ikke holde til den langsomme fortællestil og ender i ren ”tjubang”, som afslører at plottet er lige så tyndt som sengetøj, der er brugt for mange gange.

Mel Gibson og Ray Winstone spiller ganske habilt i deres roller som respektivt sørgende politifar og ensom CIA-dødemand. Deres scener er nogle af de bedste, hvor kemien rent faktisk kan føles og hvor filmen står stærkest. Det øvrige cast er også ok, dog med undtagelse af en enkelt skrigende kvinde, der afgiver informationer til Gibson under skrig, skrål og våde øjne, med skuespil der ikke er en produktion af denne størrelse værdig.

Skurkene er underudviklede og ensidige, hvilket også bidrager til filmens manglende appel. Manuskriptet burde have arbejdet på at gøre disse personer mere interessante, herunder dvæle bare 5 minutter ved bevægegrundene for handlingerne, frem for at portrættere dem som onde, kapitalistiske mænd, der slår uskyldige ihjel, bare fordi de kan.

Filmen roder rundt i sin historie og finder aldrig rigtig fodfæste.

Er det en thriller? Nej, i hvert fald gætter man hurtigt plottet og gennemskuer hvem, der kan stoles på og hvem der ikke kan!

Er det et drama om sorg? Nej, filmen bruger ikke mange minutter på at dvæle ved dette tema, men kaster sig derimod hovedkulds ud i ramasjang og overskruet dramaturgi.

Er det en komedie? Ja, lidt, i hvert fald er den ufrivilligt morsom nogle steder, jf. især førnævnte scene med den skrigende kvinde!

Filmens afslutning er en gentagelse af de mange film i 80’erne der sendte budskabet om, at drab er ok, hvis man bare har en god grund. Charles Bronson udødeliggjorde denne genre, men de film – 'En mand ser rødt'-serien – er fra 80’erne. Vi er bedre vant nu!

Filmen minder meget om den glimrende 'The International' med Clive Owen fra sidste år. Men hvor 'The International' rent faktisk var tro mod sin genre og sit plot, så mister 'Edge of Darkness' som sagt grebet alt for tidligt. Alle onde dør, og der er slet ikke brug for et retssystem, da der jo allerede er ryttet godt og grundigt op af vores hovedperson.

Hvorfor? Hold nu op!

Filmen kunne have været en glimrende politisk thriller, men det lykkes simpelthen ikke, og det er en skam. Som sagt kan man på nettet læse om det oprindelige plot, som jeg er overbevist om ville have klædt filmen i langt højere grad. Ligesom det ville have givet skuespillerne noget mere at arbejde med. Som det er nu er filmen 2 timers selvhøjtidelig pladder, der ganske langsomt falder fra hinanden efter en ellers lovende start.

Se serien i stedet for, det vil jeg forsøge!

2/6 stjerner til Edge of Darkness