Up In The Air

Up In The Air | Paramount Pictures | Directed by Jason Reitman | 2009 | 108 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Finansekrise og romantik går hånd i hånd i delvist vellykket komediedrama.

George Clooney spiller Ryan Bingham; en mand der lever af at fyre folk for de firmaer, som ikke tør se deres ansatte i øjnene, når den dårlige nyhed skal leveres. Og han er god til det. Så god og så effektiv, at han fyrer folk i samtlige stater i USA. Og så engageret at han kun er hjemme i sin lejlighed 41 dage om året. Resten af året sidder han i et fly på vej mod sin næste fyring – og han elsker det!

Binghams firma skal imidlertid selv skære ned pga. den globale finanskrise. Ikke ved at fyre medarbejdere, men ved at skære i budgetterne. Den nyuddannede Natalie (fint spillet af Anna Kendrick) er nemlig blevet ansat til at rydde op i firmaets mange udgifter, og hun har en plan; et webcam og en internetforbindelse skal erstatte flyveturene, som udgør 85% af firmaets budget. Der skal oprettes et call-center som via et iChat- eller Skypelignende interface skal skabe kontakten mellem budbringeren og den uheldige skæbne. Der skal fjernfyres!

Bingham vil imidlertid ikke finde sig i denne effektivisering, som han på overfladen giver udtryk for er upersonlig – han sammenligner det med at blive fyret per SMS. Ordningen vil nemlig på langt sigt kunne koste ham hans job og på kort sigt hans elskede flyveture. Han tager derfor den unge pige med rundt i USA, hvor han viser hende kunsten at fyre en medarbejder på en sympatisk og værdig måde. Et udtryk for en interesse i andre mennesker, der er i modstrid med de foredrag Bingham holder, hvor han opfordrer til at have så lidt baggage med i rygsækken som muligt, hvad enten det gælder ting eller komplicerede forhold til andre mennesker – der i blandt ens egen familie.

Binghams flyveture fremstår derfor hurtigt som en virkelighedsflugt fra det tætte nærvær med andre mennesker. En reelt set ynkelig og kold livsstil, der står i kontrast til den unge Natalies teoretiske greb om verden med urealistiske glansbilledagtige forventninger til familie og parforhold. Man får en fornemmelse af, at hun har læst om begrebet familie frem for at have erfaret det, og at hun er placeret i filmen for at kunne skabe det modspil til Bingham, som kan få ham til at indse, hvilken ensom tilværelse han lever. Suk!

Sideløbende med Binghams kamp for at beholde sine flyveture møder han den jævnaldrende Alex (glimrende spillet af Vera Farmiga), der udadtil synes som et spejlbillede af ham selv. Hun er alene, flyver konstant og er til ukomplicerede forhold. De indleder en romance på kryds og tværs af stater, og det står mere og mere klart, at deres forhold er ved at udvikle sig videre fra det rent overfladiske. Bingham er med andre ord ved at blive blød i knæene. Han er ved at binde sig til et andet menneske stik imod sine egne regler. En ikke specielt overraskende udvikling i filmen.

Filmen krydres med klip af de mennesker, som bliver fyret. En blanding af rigtige mennesker med en fyreseddel i hånden og skuespillere, som man kender fra instruktørens tidligere film. Det er en god måde at gøre filmen mere nærværende på.

Men så er det at pointerne begynder at blive skåret ud i pap. Bingham skal naturligvis symbolisere en ekstrem udgave af jeg-er-mig-selv-nærmest-generationen og familielivet og samværet med rigtige venner skal stå for varmen, nærheden, det menneskelige og det sociale. Det eneste sikkerhedsnet vi reelt har, når verden styrter sammen omkring os. En fin pointe, som dog allerede er sevet ind halvejs i filmen og som desværre skal overforklares helt frem til sluteksterne, så dem på bagerste række også kan få en aha-oplevelse.

Det er synd, for 'Up In The Air' er faktisk en rigtig fin lille film med glimrende skuespil fra alle medvirkende. Den er blændende i sine bedste scener, men kan alligevel ikke styre uden om forudsigeligheder, selvmodsigelser og klicheer i sine dårligste scener. Det er med til at trække helhedsindtrykket ned.

Ser man bort fra filmen som helhed og fokuserer på dens vigtigste pointer, er 'Up In The Air' et meget relevant og vedkommende tidsbillede af vores samtid. Den sætter fingeren ned lige der, hvor det gør ondt. Midt i en finanskrise, der især i USA har fået katastrofale følger for en masse mennesker, og som illustrerer det menneskelige skred der er sket i USA og i den grad også i Danmark gennem de seneste årtier, hvor solidaritet, medmenneskelighed og sammenhold er blevet afløst af egoisme, kynisme og splittelse. Og hvor den direkte menneskelige kontakt er afløst af Facebook, SMS'er og e-mails.

4/6 stjerner til Up In The Air