The Informers

The Informers | Senator Entertainment Co | Directed by Gregor Jordan | 2008 | 98 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Glimrende tidsbillede af de dekadente 80’ere.

Anmelderne har kaldt den usammenhængende, meningsløs, amoralsk og kold, som den periode den beskriver. Enkelte manuskriptforfattere og skuespillere har efter sigende taget afstand fra den, og en stor del af filmen, hvor Brandon Routh skulle spille vampyr, blev droppet lige inden optagelserne gik i gang.

'The Informers' er baseret på Bret Easton Ellis novellesamling af samme navn, og som altid med Ellis foregår hans historier i 1980'erne, hvor man i dette tilfælde følger en flok rigmandsbørn (og en enkelt rockstjerne), der lever et hedonistisk liv. Deres dage og nætter går med gruppesex, kokainmisbrug og tom snak, som kun afbrydes kort, da en af deres venner bliver kørt ihjel på vej hjem fra en fest, eller når virkeligheden indhenter rockstjernen, der har mistet forældermyndigheden over sin søn.

Sideløbende med de unges historie får man et indblik i deres forældres liv med utroskab, skilsmisser og alkoholmisbrug. Forældrene er besatte af at opretholde facaden udadtil, og har ligesom deres børn svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert, hvilket bliver direkte afspejlet i deres egocentrerede børns levevis uden grænser og empati for omverdenen. De unge ved ikke bedre, og er ikke i stand til at lære af deres omgivelser, da de lever et isoleret liv blandt jetsettet, hvor alle opfører sig ens. Den virkelige verden eksisterer parallelt med deres egen, men de krydser aldrig over på den anden side. De ser på den i flygtige øjeblikke gennem panoramavinduer i en hotel-lobby eller gennem små nyhedsklip, de passerer, når de zapper over til MTV. Det insinueres flere steder, at de hungrer efter at få sat grænser, og få fortalt, hvad der er rigtigt og forkert, men der er ingen til at gøre det for dem, så de må skabe deres egen verden, som kan give mening i nuet.

Den parallelle verden beskrives kort i historien om den desillusionerede hotelreceptionist/skuespiller, som tvinges til at hjælpe sin onkel, der tjener penge på at kidnappe unge drenge til en pædofiliring. En ikke særlig udbygget historie, der blot skal vise, at den manglende evne til at skelne mellem rigtigt og forkert eksisterer i alle samfundslag, og at det ikke altid er forudsigeligt, hvem der tør tage den rigtige beslutning.

… At kalde 'The Informers' for usammenhængende og meningsløs, er efter min mening en helt forfejlet bedømmelse af filmen, og endnu en grund til at gøre opmærksom på, at den forbandede berettermodel ikke er en facitlist man skal bruge, hver gang man vil fortælle en historie.

'The Informers' er en tidsrejse tilbage til starten af 1980'erne, hvor mange unges liv i overhalingsbanen endnu ikke havde haft nogen konsekvenser, og hvor idol- og modedyrkelse havde nået nye højder – et stemningsbillede der efter min mening rammer årtiet lige på kornet.

Man bliver skuffet, hvis man forventer at filmens små historier – som reelt set ikke handler om noget som helst, eller på nogen måde flettes sammen i en trendy 'Crash'-afslutning – vil tilfredstille behovet for at 2 + 2 skal være lig med 4. Det er nemlig ikke filmens mål at komme med en konklusion på et årti, som tog sin begyndelse for 30 år siden eller for den sags skyld at behage publikum med sympatiske karakterer, de kan holde med. Det handler om at genskabe en bestemt atmosfære, følelse og tidsånd, og det gør filmen perfekt med sin pastelfarvede visuelle stil, valg af 80'er musik og "overfladiske" handling og karakterer. Anmeldernes kritik er således ligeså ubehjælpsom som de unge i filmen, der søger efter nogen, som kan fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert eller, hvad man skal konkludere på dette og hint. Nogen gange må man altså tænke selv og drage sine egne konklusioner. Og nogen gange kommer der en film, der tør at bryde med formularer og konventioner og blot lever for en bestemt stemning. Tak for det.

Skuespillet er rigtig godt, og leveres af både kendte som ukendte. Billy Bob Thornton, Kim Basinger, Chris Isaak, Winona Ryder og Mickey Rourke leverer varen, men det er navne som Amber Heard, Jon Foster og Lou Taylor Pucci, der med deres udseende og skuespil formår at ramme 80'er-stilen helt perfekt.

Skuespil og stemning er således på plads, men filmen føles alligevel ikke helt færdig. Den kunne sagtens have tålt en længere spilletid, og en mindre abrupt afslutning, hvor det som konklusion på en række hints i løbet af filmens spillelængde gøres klart, at det ikke var video der dræbte radiostjernen og satte en stopper for 80'ernes hedonistiske livsstil, men en snigende sygdom ved navn AIDS.

'The Informers' er ikke er noget mesterværk, men jeg nød den, og den fortjener en chance. Især, hvis man er barn af 80'erne.

4/6 stjerner til The Informers