Daybreakers

Daybreakers | Lionsgate | Directed by Michael Spierig, Peter Spierig | 2009 | 98 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Den originale tilgang til genren hæmmes af sløv instruktion og middelmådigt skuespil.

Lad det være sagt med det samme; jeg elsker vampyrfilm. Der er noget underligt perverst og gennemført hedonistisk over væsener, der lever af at suge livskraften ud af alt omkring sig. Deres superkræfter og ofte sexede fremtoning gør dem til mytiske figurer, der godt kan efterlignes, men aldrig matches.

Daybreakers tanke er rimelig original. Verden som vi kender den eksisterer ikke længere. En virus har gjort 99% af jordens befolkning til vampyrer, mens de få tilbageværende mennesker må leve i skjul. De er nemlig konstant i fare for at blive fanget af vampyrpatruljer, der er hyret af et skrupeløst medicinalfirma, som malker menneskene på kæmpe blodfarme og sælger blodet til et hungrende marked.

Handlingen er simpel: En god vampyr som nægter at drikke menneskeblod allierer sig med en gruppe menneskelige frihedskæmpere, der vil vælte det onde medicinalfirma og dets totalitære styre. Frihedskæmperne har måske nøglen til en kur, der kan gøre alle vampyrer menneskelige igen, og dermed fjerne medicinalgigantens eksistensgrundlag.


'Daybreakers' er et gennemført stiliseret effektorgie med flere originale islæt og gennemførte actionsekvenser. Enkelte steder er den morsom på den der groteske måde, kun vampyrgenren kan slippe afsted med.

Skuespillerne gør hvad de kan, men er på ingen måde mindeværdige. Bedst er Sam Neill, der som medicinal-direktør giver den fuld skrue i forsøget på at skabe en bloderstatning, der kan sælges, når firmaet løber tør for ægte blod. Ved gentagne forsøg viser erstatningen sig enddog meget ustabil, men det afskrækker ikke firmaet fra at give grønt lys for lancering. Dum ide!

Tonen i filmen er monoton og udynamisk. Det er som om brødrene Spiers, der har instrueret ‘Daybreakers’, har forsøgt at nedtone filmens udtryk for at få den til at fremstå som en bedre og mere seriøs actionfilm end den reelt er. Det er synd, for de havde fat i en original ide.

Ligeledes indeholder filmen en række plot-huller, der bærer præg af at filmen oprindeligt havde en længere spilletid. Mon der kommer et Director's Cut?

2/6 stjerner til Daybreakers