Das Weisse Band

Das Weisse Band | X-Filme Creative Pool | Directed by Michael Haneke | 2009 | 144 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Østrigske Michael Haneke er en mester i at skabe utryghed på lærredet.

Denne film fra tyske Michael Haneke er en flot produceret og vellavet film. Det overrasker mig ikke, idet den jo vandt de gyldne palmer ved Cannes Film festivalen 2009 og var nomineret til prisen for bedste udenlandske film ved Oscaruddelingen 2010.

Filmens omdrejningspunkt er tesen om, at vold avler vold, og den foregår i en lille tysk landsby omkring århundredeskiftet.

'Das Weiße Band' er smukt filmet i bløde sort/hvide farver og på alle pladser i filmen leveres der fremragende underspillet skuespil, hvilket bevidner Hanekes evner som instruktør. Selvfølgelig må man forvente dette af en erfaren instruktør, men eftersom vi har at gøre med et endog meget stort cast og da en stor del af skuespillerne er børn, så er det en bedrift, der kræver respekt!

Filmens historie bliver fortalt gennem landsbyens skolelærer, der ærligt i starten af filmen forklarer, at historien er taget ud fra hans (fejlbarlige!) hukommelse. Christian Friedel er stærk i rollen som den uskyldsrene og idealistiske skolelærerer, der havner midt i landsbyen og som outsider har et objektivt syn på de begivenheder, der udfolder sig, ligesom han har kendskab til såvel børn som voksne i byen. Hans perspektiv giver ham således unikke muligheder for at se, hvad der virkelig foregår under overfladen, mens resten af byen forsøger at lukke øjnene for problemerne (som det klart fremgår i en scene, hvor en søn finder sin fader hængt, men blot lukker døren og går ind ved siden af!).

Den idylliske landsby (med fine forårsfester og hyggelige sammenkomster) mister hurtigt en del af sin uskyld, da en prominent doktor kommer ud for en ulykke, der ikke virker så hændelig som den antages at være.

I takt med at flere og flere mystiske hændelser, af mere og mere voldsom og hæslig grad, udfolder sig i den lille by, begynder ringene i vandet at brede sig med hast, og biografgængeren begynder langsomt at ane, at noget ikke er, som det burde være og indser, at byen langsomt er på vej ned i en malstrøm uden håb om frelse!

Jeg kan ikke bedømme filmen ud fra Hanekes tidligere produktioner, idet jeg desværre ikke har set nogen af hans tidligere film. Jeg kender naturligvis til hans værker og ved godt, at hans film ofte handler om den nære ondskab, menneskeligt forfald og handlinger foretaget af normale mennesker, af mere eller mindre bevidst karakter.

Jeg var overrasket over, hvor tilbageholdt en film 'Das Weiße Band' er. Underspillet og realistisk i en sådan grad, at den næsten bliver dokumentarisk til tider.

På mange måder minder filmen om Bergmanns film, idet også han arbejdede meget med det menneskelige mørke og den menneskelige psyke på godt og ondt. Men hvor Bergmanns film (ved godt folk vil slå mig nu!) til tider virkede langsommelige og til tider også (særdeles) kedelige, så fanger Hanekes portræt af ondskaben i denne film fra første frame. Dette er i sig selv en bedrift, når man taler om en sort/hvid film på tysk på 2 ½ time.

Friedels skolelærer, byens jordemoder og allermindste børn, er de eneste der formår at undslippe relativt uskadt fra mødet med de begivenheder, der udfolder sig i løbet af filmens spilletid. Ikke mindst fordi de endnu ikke er blevet opslugt af de sociale interaktioner, byen baserer tilværelsen på.

Hvis du synes, at jeg danser lidt om den varme grød når det kommer til substansen i denne film, så har du ret. Denne film er stærkest, når man ligesom skolelæreren m.fl. ikke ved, præcis hvad der foregår, og kun aner uhyggen og ondskaben under overfladen, men filmens små åbenbaringer og mindre maskefald fører frem til filmens afslutning, der er så åben, at man har en følelse af uforløst drama og føler sig lidt snydt.

Men så mindes man om, at ondskaben og den deraf afledte vold aldrig stopper, og at denne cyklus blot fortsætter andetsteds, blandt andre mennesker, med andre formål og med andre bevæggrunde.

4/6 stjerner til Das Weisse Band