The Imaginarium of Dr. Parnassus

The Imaginarium of Dr. Parnassus | Infinity Features Entertainment | Directed by Terry Gilliam | 2009 | 123 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Terry Gilliam vælger ingen lette løsninger i sine film. Det er det der gør dem så fantastisk udfordrende.

Læs analyse af filmen her

Man er aldrig sikker på, hvad man får, når man går ind og ser en af Terry Gilliams film.

Man kan få en storslået oplevelse som hans skæve mesterværk 'Brazil' fra 1985 eller den fremragende '12 Monkeys' fra 1995, eller man bliver skuffet over manglende hjerte og sjæl, som det var tilfældet med den skuffende 'The Brothers Grimm' fra 2005.

Men en ting er sikkert, når man ser Terry Gilliams film : Det er Terry Gilliams film!

Gilliam formår som ganske få andre instruktører (eksempelvis Tim Burton) at skabe hele verdener ud fra fantasien, og man er aldrig i tvivl om, at han har siddet ved roret, når filmen løber over lærredet.

Det er også tilfældet med denne film, der foregår dels i den rigtige verden (der dog stadig er fyldt med skøre påfund!) og dels i en parallel verden, hvor instruktøren har givet sin fantasi fripas og igennem filmen leverer underfundige, sjove og underlige scener (særligt hans klare henvisninger til sine gamle venner i Monty Python er geniale!).

Under optagelserne døde Heath Ledger og en løsning skulle findes.

Løsningen blev, at de tre Hollywoodstjerner Jude Law, Johnny Depp og Colin Farell trådte til for at spille Ledgers rolle i tre forskellige scener i filmens parallelle verden, og det gør de rigtig godt. Det virker sømløst og gennemtænkt, og især Johnny Depps præstation lyser op blandt disse tre.

Det er dog en skam, at Depps performance/scene, først kommer ca. 50 minutter inde i filmen, for det er først her, man for alvor fanges af filmens tone.

Indtil dette tidspunkt sidder man febrilsk og kæmper for at komme i den rette stemning, og blive grebet af filmens historie, og man frygter en gentagelse af det hjerteløse og forvirrende makværk, der var 'The Brothers Grimm' på trods af flotte præstationer af Christopher Plummer og Heath Ledger.

Men heldigvis tager filmen fart i den sidste time, hvor brik for brik falder på plads og en nærmest genialt ”twisted” slutning danner et flot farvet puslespil, hvor alle brikker er til stede og det fulde billede står lysende klart.

Filmen handler i høj grad om de valg man tager i livet, og de konsekvenser ens valg kan have. Det handler om at vælge rigtigt og eventuelt få nye chancer, hvis man har valgt forkert. Filmen formår, desværre lidt sent, fint at sætte dilemmaet op for publikum, men først til allersidst forstår man filmens reelle budskab.

Uden af afsløre afslutningen her skal det siges, at den er subtil og hjerteskærende i sin enkelthed, og man sidder tilbage med især forundring over, at man ikke fangede det før. Livet er ikke let og de forkerte valg kan føre til en tragisk og trist tilværelse.

Hvis filmen havde formået at fange sit publikum fra første billede, ville dette uden tvivl være et mesterværk på højde med '12 Monkeys', men den narrative struktur og især den forvirrende indledning gør, at man først står på toget lidt sent inde i forløbet, og det er en skam. Ved gensyn vil denne film formentlig vokse, selvom afslutningen så er kendt, og man bør gøre sig en tjeneste og se den igen hurtigt, for at få alle de indledende detaljer med. Herefter tror jeg, at filmen vil indtage sin retmæssige plads blandt Gilliams bedste.

Filmen er god, og gik fra et flop til en delvis succes da Depp trådte ind på scenen. Billederne i filmen er som altid smukt komponerede og fyldt med Gilliams karakteristiske farvepalette med klare pangfarver og surrealistike skabninger.

Jeg håber Gilliam laver et director's cut, hvor starten af filmen strammes op og de narrative elementer præciseres, så de fanger fra starten, og så man ikke forpustet skal kaste sig ombord i det, der helt klart havde tendenser til at blive et mesterværk!

4/6 stjerner til The Imaginarium of Dr. Parnassus