Zombieland

Zombieland | Columbia Pictures | Directed by Ruben Fleischer | 2009 | 88 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Veloplagt zombie-komedie formår at tilføje nyt til hensygnende genre.

Sjældent har jeg moret mig så meget over en film!

Det er to timers hæsblæsende, voldsom, energisk og sprudlende underholdning. En tur i den vildeste rutchebane, jeg længe har prøvet i en biograf. I bogstaveligste forstand!

Hovedpersonerne i det dystopiske ruinlandskab der er det nye USA, er skrevet og spillet på en sådan måde, at man straks føler man kender dem og hygger sig i deres selskab. Især Woody Harrelson som den ensomme cowboy på udkig efter hævn, bevæbnet til tænderne med våben og skarpe bemærkninger, lyser op.

Man er aldrig i tvivl om, at instruktøren har villet skabe en god gang popcorn underholdning, men hvor andre Hollywood produktioner af denne karakter kun skaber larm, bang og spektakel (Transformers, jeg mener dig!), så tager Zombiland aldrig sig selv for seriøst, hvilket i høj grad klæder den, og den fungerer som en tegneserie med ”over-the-top” action der hele tiden opper indsatsen og aldrig står stille.

Scener skræmmer, scener morer og scener rører, men aldrig føler man, at der forsøges presset en morale ned over en.

Verden er gået under, den er fucked, og de første scener i filmen, herunder filmens start credits, skaber med det samme en morsom og voldsom baggrund, der skræmmer, men mest morer!

Verdens endeligt skyldes ikke miljøsvineri, genforskning eller terrorisme, men derimod en fordærvet burger på en snasket restaurant.

Filmen prøver ikke at være mere, end den er, og man er aldrig bange for, at hovedpersonerne skal lide overlast, der er tale om tegneserieaction, hvor intet tages seriøst og ingen for alvor er bange, når kuglerne flyver, og stilen i filmen er bestemt i tråd med store instruktører som Sam Raimi, der mestrer denne genre!

Og for resten…. Bill Murrays cameo som sig selv er lige i øjet, og filmens mange filmreferencer kan ikke andet end at glæde en gammel filmnørd som undertegnede!

Filmen er ikke dyb, og det skal den slags ikke være! Den skal underholde dig og give dig nogle scener, du ikke glemmer foreløbigt, mens du spiser dine popcorn og ville ønske, at du kunne tage en uges ferie i Zombieland, for der har de det fanme sjovt!

5/6 stjerner til Zombieland