UP! – 3D (original tale)

UP! – 3D (original tale) | Walt Disney Pictures | Directed by Pete Docter, Bob Peterson | 2009 | 96 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Pixar står bag endnu et animations-mesterværk.

At tegnefilm kun er for børn har Pixar for længst skudt en stor fed pæl igennem. Gang på gang har de leveret storslåede, rørende og engagerende film af meget høj kaliber, og også denne gang leverer Pixar varen. I stor stil!

Her er en historie, der leveres med stort hjerte og indføling, og filmen rammer lige i hjertet flere gange, især filmens åbningsscene er meget gribende og følelsesmæssig stærk, noget der kræver en del, når der er tale om animerede figurer. Scenen viser et helt liv, hvor kærligheden mellem to personer vokser, bliver større, overlever tragedier, skaber stærkere bånd og ender, som den må ende, med at den ene part indhentes af alderen og den anden efterlades til sine egne tanker.

UP's hovedperson er sådan en gammel mand. Mæt af dage, men stadig fyldt med længsel efter eventyr, eventyr han og hans afdøde hustru forgæves i mange år forsøgte at gennemføre sammen, men som de grundet livets op- og nedture ikke fik mulighed for. Nu er han alene, bitter og gammel, og kun gennem mødet med en lille spejderdreng, en hund, en mærkelig fugl og mange andre sjove elementer lærer han at give slip på sin afdøde hustru for derigennem at genfinde livet… Og eventyret!


Historien er banal, jovist, men den serveres med et nærmest poetisk narrativ, stor humoristisk forståelse og indlevelse i den menneskelige natur og det menneskelige hjerte, så den ikke kan undgå at glæde og røre os der ser den.

Den smitter med dens opfindsomhed og idérigdom, og man forbløffes over forfatternes evner til at udtænke de mange skøre påfund, filmen er fyldt med.

Pixars største bidrag til filmhistorien er, at alle deres film er deres egne, og kun sjældent gentager de sig selv. Det er i sig selv en stor bedrift, men med UP har de, undskyld udtrykket, oppet indsatsen. Denne gang leverer de et vaskeægte drama på højde med store Hollywood produktioner, dog uden at forfalde til billig melankolik, dramatisk musik og overspillede scener.

UP skal ses, og kan sagtens tåle gensyn, især fordi vi alle har brug for et par timer, hvor vi kan græde, glædes og bekræftes i, at livet er et eventyr, også når dagligdagens rutiner rammer os, bare vi er omgivet af personer, vi elsker og som elsker os, og som vi kan dele livets op- og nedture med!

6/6 stjerner til UP! – 3D (original tale)