Surrogates

Surrogates | Touchstone Pictures | Directed by Jonathan Mostow | 2009 | 89 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Banal science fiction-film har ikke styr på sit eget univers.

I modsætning til Coen-brødrenes 'A Serious Man' har man allerede under traileren til 'Surrogates' regnet både allegorier og moraler ud, så det er begrænset, hvor meget man tager med sig ud af biografen, når filmen er slut.

Hvad vil du helst: leve et rigtigt liv med ægte følelser og alt, hvad det indebærer af dårligt hår og skæve tænder eller leve et kunstigt liv isoleret fra omverdenen, hvor alt, hvad du oplever er igennem øjne og sensorer på en perfekt udseende robot, der kan erstattes, opgraderes og udstyres efter forgodtbefindende? Et spændende og interessant dilemma i Bruce Willis' seneste actionfilm, der desværre aldrig udvikler sig til mere end banal moralisering.

I filmen beskrives det i en meget effen åbningsmontage, hvordan 98% af jordens befolkning har koblet sig til en maskine i deres hjem, hvorfra de kan styre deres surrogat, som går på arbejde, til fest, dyrker sex eller andre ting, som de rigtige mennesker enten er blevet bange for eller for dovne til at gøre med deres eget kød og blod. De rigtige mennesker bevæger sig nemlig aldrig udenfor en dør, og skulle det ende med at de bliver tvunget til det, er det ikke uden diverse angstdæmpende medikamenter. En interessant, men utroværdigt udført tanke da jeg for det første har svært ved at forestille mig, hvordan den fattige del af verden (som udgør mere end 2%) skulle have råd til surrogater, og for det andet at så mange mennesker skulle være bange for at leve det ægte liv og være sig selv bekendt. Der er ingen tvivl om, at mange mennesker i dag lever i frygt for f.eks. terrorisme, kriminalitet og deres eget udseende, og at måder at bekæmpe frygten på, kan være ved at isolere sig bag en computerskærm eller ved at flytte biografen hjem i stuen. Dette dilemma håndteres bare ikke særligt godt, og det bliver hurtigt tydeligt at filmen ikke helt kan finde ud af sin egen historie og fakta. Det fremgår bl.a. af slutningen, hvor de 98% af jordens befolkning der har en surrogat, pludselig er blevet reduceret til en milliard mennesker, som jo er langt under 20%, og som nogenlunde tilsvarer befolkningstallet i den vestlige verden. Trods forvirringen et noget mere troværdigt scenarie, da det kunne have fungeret som et symbol på det dekadente vesten. Det bliver man bare aldrig rigtig klog på, da manuskriptforfatterne åbenbart ikke engang selv har vidst, hvad de ville med dette svingende faktum, hvilket må siges at være altafgørende for om man æder filmens præmis eller ej, og som afgør om filmens pointe får tyngde nok til at blive relevant og mindeværdig.


Som så ofte med Hollywoodfilm, der forsøger at tilføje den lette underholdning lidt substans, er filmen blottet for humor og selvironi.

Et eksempel på en scene, der kunne have været vellykket, er da vores helt, i biljagt-klichéen over dem alle, med hæsblæsende fart kører op på et fortov, hvor fodgængere normalt ville hoppe rundt til alle sider for ikke at blive ramt. I 'Surrogates' bliver de pløjet ned! Scenens brud med denne klassiske actionscenes konventionelle opbygning udnyttes dog ikke på nogen som helst intelligent måde, hvor den i hænderne på en mere opfindsom instruktør kunne være endt som et stærkt humoristisk indslag. Filmen mangler ganske enkelt nogle spøjse satiriske indslag – lidt Paul Verhoevensk fandenivoldskhed og satire – der kunne lege lidt med action- og sci-fi-filmens konventionelle opbygning og sætte tingene på spidsen, så vi tænkte os om en ekstra gang, inden vi for 17. gang satte os foran tv'et for at leve vores liv igennem endnu et imbecilt realityshow. Og så vi blev lidt mentalt udfordret…

'Surrogates' vil gerne, men bliver aldrig til andet end en banal, omend mildt underholdende, kriminalfilm pakket ind i sci-fi. Alt slås fast med syvtommersøm, og underlægningsmusikken understreger gang på gang, at vi nu er vidne til noget spændende. Det gør dog ikke filmens allegorier mindre relevante i en tid, hvor mange mennesker bruger uforholdsmæssigt meget tid i den virtuelle verden, hvad enten det er i form af underholdning, socialisering eller noget helt tredje. Som mennesker har vi brug for at koble af en gang imellem og lukke den virkelige verden udenfor, og det er denne tanke Surrogates fører ud i det ekstreme.

Og så undrer jeg mig endnu engang over, hvorfor oprørere og rebeller altid skal reduceres til beskidte, redneck-agtige punkertyper med høns i stuen?

3/6 stjerner til Surrogates