Ninja Assassin

Ninja Assassin | Warner Bros. Pictures | Directed by James McTeigue | 2009 | 99 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

CGI-blodet sprøjter i delvist vellykket actionfilm.

En ninja bevæger sig lydløst og elegant i skyggerne. Sniger sig ind på sit intetanende offer. Slår til. Og er væk.

'Ninja Assassin' er hverken lydløs eller elegant. Det er 90 minutter for fuld skrue med afrevne lemmer, flyvende hoveder og et plot, der kan beskrives meget kort.

Onde ninjaer jager god ninja. En kvindelig politibetjent bliver indblandet. Hun har hjertet på rette sted. The End.

Historien i 'Ninja Assassin' er lige så mager som vores hovedperson og helt. Personskildringen er lige så tynd som det rispapir, der danner væggene i de obligatoriske silhuetkampscener, og skuespillet lige så intetsigende som den sal Palads har valgt at sætte filmen op i.

Det der virker er actionscenerne. De er fantastiske – og ekstremt blodige. Det er dem, der holder filmen oven vande, så man føler sig underholdt.

'Ninja Assassin' er en voldsballet for det publikum, der falder i søvn til Svanesøen, men som kan se det smukke i en velkoreograferet kampscene. Dem er der mange af i filmen, og de er alle sammen ekstremt effektivt skruet sammen. At det tegneserieagtige visuelle udtryk samtidig er blændende godt hjælper kun på sagen.

Det er bare ikke nok.

Jeg ville ønske, at 'Ninja Assassin' var meget mere. At den havde en bedre historie og nogle mere interessante karakterer, men man kan åbenbart ikke få det hele.

'Ninja Assassin' er en genrefilm i ordets allermest snævre forstand.

Kan man forvente mere af en hardcore B-film? Ja, for historien er skrevet af J. Michael Straczynski (der senest skrev Clint Eastwoods 'Changeling') og instruktøren er James McTeigue, der stod bag den fremragende 'V for Vendetta' med Natalie Portman. Lad os håbe de begge finder på noget bedre at lave sammen næste gang. De har evnerne.

Og til de danske anmeldere, der har klaget over at man ikke kan se noget som helst når kampscenerne ruller over lærredet (sammen med de afhuggede hoveder); tjek det her link: www.synoptik.dk

3/6 stjerner til Ninja Assassin