Inglourious Basterds

Inglourious Basterds | Universal Pictures | Directed by Quentin Tarantino, Eli Roth | 2009 | 153 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Tarantino har lavet sit mesterværk.

'Inglourious Basterds' er Tarantinos hyldest til de gamle krigsfilm fra 1960'erne og 70'erne, hvor brave mænd og kvinder kæmpede en uselvisk kamp mod den onde tyske besættelsesmagt.

I filmen følger vi en bunke amerikanske mænd af jødisk afstamning, der under 2. verdenskrig er blevet sendt til Frankrig med én ting for øje; at slå nazister ihjel – mange nazister.

Filmen emmer af Tarantino. Dialogen sprudler, blodet sprøjter, og hver eneste kapitel i filmen, er intenst og overraskende.

…Tarantino vender hele bøtten i vejret, og roder godt og grundigt rundt i alle vores fasttømrede opfattelser og konklusioner på 2. verdenskrig.

Tyskerne bliver ikke kun fremstillet som afstumpede dræbermaskiner, men er kultiverede og veltalende mennesker, der på mange måder har alle de kvaliteter, som Nazi-tyskland hadede jøderne for. Det er en sand nydelse at opleve og en hyldest til filmmediet, som Tarantino endnu en gang formår at lege med, så man frydes. Hvor Pulp Fiction virkede som en stiløvelse, er Inglourious Basterds et fuldendt mesterværk.

Castet består hovedsageligt af ukendte tyske og franske skuespillere, og de gør det godt. Især den tyske hovedskurk Landa spillet af østrigske Christoph Waltz er fænomenal. Han stjæler, hver eneste scene han er med i.

Tarantinos version af 2. verdenskrig er hans bedste film til dato!

6/6 stjerner til Inglourious Basterds