Brüno

Brüno | Universal Pictures | Directed by Larry Charles | 2009 | 81 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Intelligent, skræmmende og ganske underholdende.

Brüno filmanmeldelse

Jo, jeg blev forarget. Ikke så meget fordi jeg fik smækket et kæmpe lem i hovedet, eller fordi filmen indeholder et ulideligt, langt og meget grafisk luft-blow job, men pga. de medvirkende og de ting de er villige til at gøre mod sig selv og andre.

Det er ufatteligt, hvordan det i år 2009 kan lade sig gøre, at opstøve så mange imbecile, dobbeltmoralske og
berømmelsesliderlige personager, som de har til denne film, men det er ikke desto mindre lykkedes for instruktøren Larry Charles og komikeren Sacha Baron Cohen. Hatten af for det!

Brüno handler om den østrigske “modeekspert” og bøsse Brüno (Sacha Baron Cohen), der under Milan Fashion Week i den grad gør sig uheldigt bemærket, da han iført
velcrodragt, og i ren og skær bøssepanik, vælter ind på catwalken midt
under et show. Brüno bliver anholdt, til grin og må flygte fra Østrig,
hvor de fleste vist kun er lettede. Hans nye mål er USA, hvor han vil
være berømt.

Vel ankommet til USA følger man Brüno og hans assistent gennem flere tåkrummende episoder, hvor de “uvidende” berører fordomme og holdninger til en lang række relevante emner, der for den mest frisindede europæer kan virke afklarede og selvfølgelige, men som
de udstillede amerikanere tydeligvis ikke er i nærheden af at have forstået. Heller ikke når episoderne er helt ude på det komiske overdrev.

…På trods af filmens klare budskaber, der i øvrigt
på intet tidspunkt overforklares, kan filmen ikke se sig fri for et lidt
for løst plot, der snildt kunne være strammet op for endnu større
effekt.

Ikke desto mindre er Brüno en meget modig film, og Sacha Baron
Cohen en ekstremt modig komiker. Det er i sandheden ufatteligt, at han
overlevede indspilningerne. Jeg glæder mig allerede til næste samarbejde
mellem Charles og Cohen.

4/6 stjerner til Brüno