Trods stor tilfredshed med min Clearaudio Concept pladespiller så jeg mig pludselig om efter en gammel Beogram pladespiller fra Bang & Olufsen.

Jeg har tidligere ejet en Beogram TX2, som jeg havde i små 25 år inden jeg solgte den. En glimrende tangential-pladespiller, hvis fuldautomatik jeg har savnet. Efter en kort søgen på siderne Beoworld og Beocentral fik jeg læst mig til de forskellige Beogram-modellers styrker og svagheder, og selv om både en Beogram 4002 og 8002 lyder som vellydende, tekniske vidundere, er det nogle seriøse skrumler, som der ikke lige er plads til på min hylde – ligesom de prismæssigt falder temmelig meget uden for kategorien “hobby for sjov”.

I stedet faldt jeg for forgængeren til min gamle TX2. B&O’s sidste model med radial-tonearm, Beogram RX2, som blev produceret i årene 1985-1991. En stilren pladespiller, der med låget lukket udseendemæssigt er noget nær 100% identisk med TX2, men som med låget åbent afslører den ultra tynde radial-tonearm i aluminium, der udstråler B&O (Jacob Jensen!) minimalisme.

Jagten gik ind. Annonceagent oprettet på DBA og så var det ellers bare og vente. Flere modeller kom til salg til mellem 1000 og 1500 kr. – lidt for pebret til et “for sjov” projekt. Og så var den der pludselig til 450.- i rigtig pæn stand uden pickup. Købt! Sendt fra Sønderjylland. Ankommet intakt.

Men så var der jo lige det med den manglende pick up. Pick up service i Brønshøj til undsætning. Fik anskaffet mig en billig, nedslidt MMC4 på DBA og bestilt en opgradering til MMC2 med nude contact line diamant på safir nålerør. Eksotisk! 4-5 uger senere – med pick up’en en tur forbi Tyskland – sidder den nu og spiller vellystigt på min RX2. Eller det vil sige; ikke til at starte med.

Med en seriøs omgang wow & flutter lød mine plader ikke just, som når min Clearaudio får lov til at spille dem. Noget var ikke helt som det skulle være. Måske var der en grund til at pladespilleren var så billig?

Min første tanke var, at det nok var drivremmen – med sine (i teorien) minimum 30 år på bagen – der var blevet slap, og dermed ikke kørte pladetallerkenen stabilt rundt, men hvorfor var det så kun på nogen af vinylerne, og nogen gange endda kun den ene side af vinylen?

Med lyden skruet ned og en vinyl sat på der tydeligt svingede i hastighed, kunne jeg høre en skuren i takt med de 33rpm. Vinyl med en specifik skævhed stødte på alu-toppladen. Gulp! Pladetallerkenen måtte altså være skæv, eller også havde jeg sat den skævt på. Det var ingen af delene…

Efter et enkelt spørgsmål i Beoworlds forum, havde jeg bogstaveligt talt et brugbart tip efter få minutter: Download servicemanualen til RX2 og kig i sektion 5-1, hvor det beskrives, hvordan man justerer det flydende ophæng. Som foreslået, så gjort.

Bevæbnet med et metalspartel til at klikke alu-toppladen af – hvilket ikke er for folk med sarte nerver – fik jeg med nogle meget voldsomme lyde (der fik kæresten til at kigge nervøst over mod mig) løsnet toppladen, så jeg kunne komme til de tre bladfjedre, der balancerer det flydende ophæng (se billede).

Det er den trekantede kobberplade (bladfjeder) (x3), der fungerer som affjedring. Man justerer den forsigtigt med en skruetrækker i det aflange hul bagved de to huller i den sorte plade. Billede lånt fra Beoworld, da jeg glemte at tage billeder selv.

Efter små 20 minutter havde jeg ved hjælp af en flad skruetrækker fået justeret bladfjedrene op og ned, så pladetallerkenen flugtede med det B&O betegner som skumchassiet – i mine øjne god, gammeldags, hård plastik. Og når nu jeg var i gang fik jeg også tonearmen til at flugte med chassiet efter endt afspilning, hvilket servicemanualen ligeledes beskriver fremgangsmåden for. Herlige tider, den gang produkter blev skabt til også at kunne repareres.

Og så var det ellers bare og samle den igen – og krydse fingre. Heldigvis lykkedes operationen, og min Beogram RX2 spiller nu uden wow & flutter, med en perfekt levelleret pladetallerken, en mildest talt fremragende lyd takket være den fine MMC2 pickup og en perfekt afslutning med tonearmen parallelt med chassiet.